Borgerlisten har et par tunge drenge i tænkeboks
Formanden for listens koordinationsudvalg, Ole Brus Sørensen, forventer at kende til Borgerlistens fremtid i lokalpolitik i løbet af denne uge
Jeg forventer at kunne fortælle dig senere i denne uge, om vi skal drikke gravøl eller fortsat tror på en fremtid for Borgerlisten Syddjurs," siger Ole Brus Sørensen, formand for Borgerlistens koordinationsudvalg.
"Vi har taget kontakt kontakt til et par tunge emner efter, at Tommy Bøgehøj meddelte os i sidste uge, at han ikke er til rådighed alligevel," fortæller Ole Brus Sørensen.
De to mulige kandidater, som han vil ikke vil afsløre navnene på, har fået denne uge til at overveje situationen.
"Jeg regner bestemt med, at vi er klogere inden ugen er omme, og det skal vi også være, for det skal til at være, hvis vi skal kunne mønstre en kompetent liste."
Ole Brus Sørensen afviser, at det hverken er tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger, Hardy Vinter, Kolind eller Birthe Moe Laursen, Hornslet, der lige nu er i tænkeboks.
Alle tre har ellers sagt ja til at opstille for Borgerlisten, men nuværende byrådsmedlem Jørgen Brøgger, der har været listens spidskandidat ved både valget i 2005 og 2009, betingede sig tidligt, at han ikke ville være det igen, men godt genopstille på en plads længere nede på listen.
De to andre er ikke blevet spurgt, iflg. Ole Brus Sørensen.
Et udtryk for, at man i koordinationsudvalget reelt ikke mener de kan sælge det fornødne antal billetter, og det kan undre i tilfældet Hardy Vinter, som tidligere i to omgange har været spidskandidat for en borgerliste i Midtdjurs og opnået valg.
Desuden formåede han ved det første valg til Syddjurs Kommune i 2005 at komme ind i byrådet fra en position som nummer fire på Det Radikale Venstres liste, fordi han formåede at bevare sine personlige stemmetal fra Midtdjurs-tiden.