Fortsæt til indhold

Politik på godset

SF til valgmøde om økologi på Stenalt Gods ved Ørsted

Samfund
Af Erland Rasmussen

SF i Norddjurs vil gøre økologi til et tema i partiets kommunale valgkamp.
"Vi vil kæmpe for mere økologisk landbrug og mere økologisk mad i vore institutioner i kommunen," siger Jytte Schmidt på vegne af SF-Norddjurs.
Valgkamp i gang

Jytte Schmidt, der også er gruppeformand for SF i Norddjurs byråd, skyder således partiets valgkamp i gang med et valgmøde på Stenalt Gods ved Ørsted sidst på måneden.
Rammerne slår helt håndgribeligt temaet fast med syvtommersøm, idet Stenalt Gods drives som økologisk landbrug med en besætning på 700 geder.
Mødet kommer derfor også til at forme sig som et virksomhedsbesøg, hvor stedets ejer, Dorte Mette Jensen, fortæller om landbruget og viser rundt.
Derefter smages på godsets økologiske produkter - og så lægges der op til debat om, hvordan man fremmer økologisk landbrug i Norddjurs.
Oplægget kommer fra tidligere SF-folketingsmedlem Kristen Touborg, der bl.a. har været ordfører for fødevarer og dyrevelfærd i folketinget, byrådsmedlem i Lemvig og formand for landbrugskommissionen i Ringkøbing amt.
Kristian Touborg er i øvrigt selv landmand.
SF'ere fra regionen

Med til arrangementet er også Eigil Holm Nielsen fra Knebel, der er Djurslands SF-kandidat til regionsrådet, og regionsmedlem for SF, Jacob Klærke, Århus (kommer fra Kare), der sidder i sundhedsudvalget og udvalget for regional udvikling.
Stenalt Gods, Stenaltvej 8, Ørsted, onsdag 28. august, kl. 17-20. Tilmelding senest 21. august til Jytte Schmidt, SF-Norddjurs.