Fortsæt til indhold

Sæt fokus på Økonomi og Regnskab i virksomheden

Samfund
Arkiv

KURSUS: Ringsted og Køge Erhvervsservices tilbyder et Fokuskursus i Økonomi og Regnskab, som skal hjælpe selvstændige og iværksættere med at få styr på økonomien.
På kurset lærer du, hvad der skal til for at styre virksomhedens økonomi. Emner som bogføring, budgetter, moms og skattefradrag er på dagsordenen – og du lærer at lave et skattemæssigt årsregnskab fra A-Z.
Kurset henvender sig både til nystartede, iværksættere og mere erfarne erhvervsdrivende og deltagelse kræver ingen forudgående kompetencer indenfor regnskab.
Virksomheder både fra Ringsted og Køge kommuner er velkomne til at deltage.
Mange, især nystartede virksomheder, anser økonomistyring for en af de sværeste ting ved at drive virksomhed - og ofte er det ikke det, der har den største interesse. Men ved at gøre en lidt større indsats netop her, er der meget at hente.
- Hvorfor betale andre i dyre domme for at lave det regnskabsmæssige i din virksomhed, når du kan lære at lave det meste selv og dermed spare tusindvis af kroner hvert år? Ud over at spare penge får du tilmed overblik over virksomhedens økonomi, hvilket i sig selv er meget, meget væsentligt! Selvom du har valgt at hyre en revisor, kan det ikke anbefales kraftigt nok at sætte sig ind i sagerne. Det er i sidste ende DIN økonomi, det handler om, siger Andreas Stahlberg, kursusleder på Fokuskurset i Økonomi og Regnskab.
Andreas Stahlberg, erfaren revisor og tidligere skattekonsulent guider kursisterne rundt i økonomistyringens univers. Han ved, at det er vigtigt at gøre tingene let tilgængelige og brugbare for kursisterne. Derfor vil kurset også bestå af konkrete øvelser, hvor kursisterne selv får ”jord under neglene”.
- Når vi har kontakt med virksomhederne i det daglige, især de nystartede, er det tydeligt, at de ofte har et behov for at få hjælp til økonomistyringsdelen. Økonomien er jo fundamentet i enhver virksomhed, og det er afgørende at den fungerer, siger Lisbeth Eichen, erhvervskonsulent fra Ringsteds Erhvervsservice.
Regnskabskurset starter onsdag den 4. september og løber over de følgende 3 onsdage. Alle dage kl. 18.00-21.30.

Kurset holdes på Den Kreative Matrikel, Garnisonen 38, Ringsted og er forbeholdt borgere og virksomheder i Køge og Ringsted kommuner.
Tilmelding sker via www.ringsted.nemtilmeld.dk/30.
pm