Fortsæt til indhold

Her hilser man på dem man møder...

Haveforeningen Grøndal er både fællesskab og fred, lys og luft, stemning og atmosfære. I 2015 kan HF Grøndal fejre 25 års jubilæum

Samfund
Af Michael Braunstein

På Røglevej ligger et sted med en ganske særlig stemning og atmosfære. Her er haver og små huse. Og her er både fællesskab, fred og ro og lys og luft.
Det handler om Haveforeningen Grøndal. Foreningen har 57 medlemmer, der råder over hver sin kolonihave, men alle er velkomne til at kigge forbi, og det er der en del, der gør:
"Mange fra det omkringliggende villaområde går tur i Grøndal og nyder de mange flotte haver. Her hilser man på dem, man møder, og får måske en lille sludder. Noget man ikke oplever i den travle hverdag uden for området," siger foreningens formand, Torben Juel Eriksen.

25 år i 2015

HF Grøndal blev stiftet i 1990, da kommunen udlejede arealet til Kolonihaveforbundet for Danmark på en åremålskontrakt. Der kan således fejres 25 års jubilæum i 2015. Haveforeningen er siden blevet erklæret bevaringsværdig og har i dag i princippet en uopsigelig kontrakt. HF Grøndal er Allerød Kommunes første og stadig eneste kolonihaver.
De 57 medlemmer opholder sig i haverne i sæsonen fra 1. april til 1. oktober. Haverne er på ca. 300 kvm., og der må bygges 40 kvm. hus med mulighed for overnatning i sæsonen. Der er mulighed for kortere ophold, typisk i weekenden, uden for sæsonen. Der er opført et nyt fælles bade- og toilethus med handicapfaciliteter.
"Medlemmerne har forskellig tilgang til dét at være kolonihaverejer: Nogle søger fællesskabet, andre fred og ro, og børnefamilierne lys og luft til de små. For alle gælder, at når havelågen er lukket vil man være i fred - er den åben er gæster velkomne," siger Torben Juel Eriksen og fortsætter:
"Det sociale samvær løftes af fælles arbejdsdage, Sct. Hans-fest, sommerfest, haveåbnings- og lukningsceremoni og spontane grillaftener, hvor man mødes med sin mad omkring den fælles grill. Skulle et af medlemmerne blive ramt af sygdom eller på anden måde være forhindret i at passe sin have i en periode, så kommer 'Trillebørsarmadaen' - en flok af frivillige, som med en dram og en sildemad som tak får haven op at stå igen på en formiddag."

Alle kan være med

Omkostningerne ved at være kolonihaveejer i HF Grøndal er på et niveau, så alle med almindelige indtægter kan være med.
"Inden salg af en have vurderer Kolonihaveforbundets vurderingsfolk hus og have efter nøje fastsatte regler, der sikrer mod himmelflugt af priserne. En kolonihave er ikke et investeringsobjekt," siger Torben Juel Eriksen og fortsætter:
"Da økonomien er til at overse og glæden ved en kolonihave er stor, så kan det undre, at foreningens venteliste ikke er alen lang. Måske skyldes det til manglende kendskab til foreningens eksistens blandt borgerne i Allerød. Foreningen vil derfor bl.a. være repræsenteret, når Boligkontoret Danmarks kampagne 'Lej dig til muligheder' når til Lillerød lørdag 5. oktober - her vil der fra en stand blive oplyst om mulighederne for at få opfyldt drømmen om egen have, selvom man bor i lejlighed. Målgruppen af nye medlemmer er i hvert fald til stede i Allerød blandt de mange, der bor i lejlighed her."

Byrådet var inviteret

HF Grøndal genoplivede i sommer en gammel tradition med at invitere byrådet til årets sommerfest. Den løb af stablen i flot vejr 27. juli i haveforeningens festtelt.
"Trods ferietid tog borgmester Erik Lund og byrådsmedlem Gurli Nielsen sig tid til at deltage sammen med haveforeningsmedlemmer i en meget vellykket fest, hvor mange af de lokale erhvervsdrivende havde stillet sponsorgaver til rådighed," beretter Torben Juel Eriksen og tilføjer:
"Hvert år gennemføres også en sommerspøg, hvor kolonihaveforeningerne i Nordøstsjælland besøger hinanden for at finde de haver, der skal have pokaler for veldyrkede haver, og pokalerne overrækkes i forbindelse med sommerfesten. Alle tidligere borgmestre har skænket vandrepokaler til haveforeningen, og det ville vores nuværende ikke stå tilbage for, så der blev bestilt en pokal mere hos gravøren."