Manden på motorcyklen
Borgerlistens Jørgen Vest Rasmussen har ikke fortrudt, at han tog en politisk tørn, men nu er det sikkert slut
"Jeg kan godt undvære politik, men spørgsmålet er så, om politik kan undvære mig," kommer det skælmsk fra Borgerlistens Jørgen Vest Rasmussen, 51, fra den anden side af spisebordet.
Jørgen Vest Rasmussen kom ind i lokalpolitik ved sidste valg i 2009 og sammen med listefællen Berit Byskov har han siddet med i Børn og Unge Udvalget.
Han bor ude i den lille flække, Lundby, på kanten til Randers Kommune.
Herude, hvor der er højt til himlen og store vidder, driver han den gård, som farfaderen sparkede i gang i 1929, da jorde fra nærtliggende Gammel Estrup blev udstykket.
I gården holder et vidunder af en motorcykel, som er Jørgen Vest Rasmussen foretrukne transportmiddel, når turen går til politiske møder i Grenaa eller bare rekognoseringer ud i alle egne af den kommune, som han kender godt og værdsætter højt, men som han også har et kritisk blik på, når det gælder fremtiden.
Jørgen Vest Rasmussen har, trods den indledende bemærkning, besluttet sig for ikke at genopstille ved det kommende kommunalvalg. Det er for svært at forene lokalpolitik og det, der skal give smør på brødet.
"Jeg har tit stået i den situation, at jeg havde for 50.000 kroner hø liggende på marken, der skulle ind nu, men så var der lige et udvalgsmøde i Grenaa, og det vil jeg ikke længere," siger han.
Snusfornuften i politik
"Jeg har haft masser af gode oplevelser i de snart fire år, og set fra tætteste hold, hvordan en kommune fungerer," understreger han, der heller ikke er bleg for at skamrose sine rutinerede listefæller, tidligere borgmester Torben Jensen og Olaf Krogh Madsen. "Luffe", som han kalder sidstnævnte.
"Det er fantastisk, hvad de to ved, og bare deres overblik."
Selv har Jørgen Vest Rasmussen kun trykket på knappen i byrådssalen i Grenaa to gange til nu.
"Jeg er jo ikke en skolet taler, der bare kan rejse mig op, og jeg gider ikke deltage i det teater, som andre af mine kolleger i kommunalbestyrelsen spiller med i til de åbne møder."
Derimod har han nydt at deltagelse i udvalgsarbejdet og være med som politikernes repræsentant i skolebestyrelserne på Mølleskolen og på Allingåbroskolen.
"Jeg har det bedst i maskinrummet, men jeg savner, at snusfornuften får mere plads i lokalpolitik," funderer denne Rasmus Modsat, som gerne vedkender sig rollen som drengen i Kejserens Nye Klæder.
To skoler for meget
Jørgen Vest Rasmussen har haft svært ved at forstå, hvorfor et stort flertal fastholder den nuværende skolestruktur.
"Jeg tør godt sige, at der om fire år er to skoler mindre i Norddjurs. Simpelthen, fordi der ikke er børn nok til at fasteholde den nuværende struktur," siger Jørgen Vest Rasmussen.
"Jeg vil ikke nævne, hvilke skoler, men kig på kortet, og brug snusfornuften, så er det ikke svært at træffe en beslutning. Spørgsmålet er jo, om vi foretrækker at slå skolerne ihjel eller hellere vil sulte dem ihjel."
"Jeg køber ikke, at en skole er grundlaget for at opretholde en by eller et lokalområde. Sådan var det engang, men mobiliteten er så stor i dag, at det ikke længere er sådan," siger han , der selv har seks børn i alderen fra 22 til 15 år. De yngste , tvillingepigerne, går i 9. klasse på Auning Skole.
"Så jeg følger med på tætteste hold, og jeg er meget spændt, om det vi har besluttet med at flytte overbygningen fra Allingåbro til Auning er den rigtige løsning. Forleden var jeg ovre i skolegården, og med det ny byggeri får børnene ikke meget plads at tumle på."
"Måske havde det været en bedre idé at bygge en helt ny skole i Vest mellem Auning og Allingåbro i stedet for at bygge videre på noget gammelt."