Fortsæt til indhold

S vil have genåbnet de seks gamle valgsteder

Motivér flere borgere til at stemme ved at genåbne de seks valgsteder, der blev lukket i forbindelse med kommunalreformen, siger S

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Valgforskeren Roger Buch mener, at kommunerne er gået i håbløst selvsving i forsøget på at få flere vælgere til at stemme ved det forestående kommunalvalg.
Det gav han udtryk for ved en nyligt afholdt konference i Lokalaviserne Østjylland, hvor han udtrykte stor undren over, at kommunerne nærmest under en hat bruger så stor energi på at tækkes det unge vælgersegment fra 18 til 25 år i forsøget på, at få dem til stemmeurnerne.
Mange steder i form af mobile valgsteder på uddannelsesinstitutionerne og valgbusser - på opfordring fra Indenrigsministeriets konsulent.
"Hvorfor er det ikke også østarbejderne på Aarhus Havn, der skal have et mobilt valgsted. De har da også stemmeret, men bruger den ikke, og det gælder også andre vælgergrupperinger i vores samfund," lød en provokerende betragtning fra Roger Buch.
"Det mest effektive middel til at få flere til at stemme vil i stedet være at genåbne de valgsteder i kommunerne, der blev lukket i forbindelse med kommunereformen i 2007," sagde Roger Buch.

S presser nu på

Socialdemokratiet i Syddjurs er enig med valgforskeren i, at de gamle valgsteder skal genåbnes i Syddjurs. Partiet har bedt om at få en sag på den kommende dagsorden i Økonomiudvalget på torsdag.
Det drejer sig om genåbning af valgstederne i Nimtofte, Pindstrup, Feldballe, Thorsager, Ugelbølle og Ådalen.
"Hvis det mod forventning viser sig praktisk umuligt at nå det inden 19. november, skal der alternativt indsættes en valgbus, der gør ophold i de samme byer for at give borgerne mulighed for at brevstemme," siger Socialdemokratiets borgmesterkandidat Jesper Mathiesen.
Ved valget i 2009 var der 10.200 borgere i Syddjurs, der ikke afgav deres stemme.