Fortsæt til indhold

Cecilie leder efter kærligheden på bøhlandet

Samfund
Jacob Nielsen

I disse år har kærligheden trange kår i de ellers så idylliske danske landområder. Pigerne søger mod byerne og efterlader fyrene alene tilbage. Sandheden er, at 48 % af alle mænd i alderen 20-49 år uden for byområderne er singler – hvilket svarer til over en halv million single-bonderøve.
Men hjælpen er på vej, når anden sæson af tv-programmet Bypiger Søger Bonderøve giver 14 storbypiger livet på landet en chance i jagten på den eneste ene. En af dem er 23-årige Cecilie Viid fra Lyngby.
"Jeg kommer oprindeligt fra Nykøbing Sjælland, så jeg er ikke skræmt af livet på landet, og selvom jeg dengang jeg boede i Nykøbing drømte om at flytte mod København, så har jeg altid følt, at jeg vil flytte tilbage på landet, når jeg bliver rigtig voksen og skal have børn," siger Cecilie, som er uddannet kok.
Cecilie havde kun været single i et halvt års tid, da hun blev valgt til at medvirke i Bypiger Søger Bonderøve med en mission om at få kærligheden til igen at blomstre blandt græssende køer, vindblæste strande, karakteristiske dialekter og hyggelige landsbymiljøer.
I programmets første uge skal Cecilie og de øvrige 13 piger en tur på Vrå Slot i Vendsyssel og konkurrere om de to bondekarle Ulrik og Patricks gunst. Fra Vendsyssel går turen de kommende uger videre til Djursland, Sønderjylland, Lolland og Vestjylland. Ved hver destination vil det vise sig, om pigerne vælger at køre videre med bussen eller hoppe af og give en af bønderne – og kærligheden – en chance.

Mere skræmt end spændt

Men selvom Cecilie godt vidste, hvad hun gik ind til inden optagelserne, har nervøsiteten over at skulle se sig selv på tv-skærmen meldt sig her få dage inden premieren.
"Det bliver både sjovt og mærkeligt at skulle se programmet, men jeg må indrømme, at jeg er mere skræmt en spændt nu," siger Cecilie til Lokalavisen.dk.
Følg premieren på Bypiger Søger Bonderøve 2 på Kanal 5 mandag den 2. september klokken 19.

Cecilie Viid (nummer tre fra venstre) sammen med de 13 andre piger, som skal konkurrere med hinanden i Bypiger Søger Bonderøve på Kanal 5. Foto: Alexander Overby