FC Djursland faldt med ære foran 1.300 tilskuere
Bundholdet i 2. division Vest havde udsigt til 2x15 minutters omkamp mod FC Midtjylland i onsdagens pokalkamp, men så lynede banens bedste, midtjydernes Pione Sisto, to gange
Godt nok sparede FC Midtjylland en lang række af de faste spillere i midtjydernes startformation i onsdagens sene eftermiddagsdyst i DBU Pokalen på Grenaa Stadion, men det kunne ikke ødelægge indtrykket af en stor og heroisk indsats af FC Djursland, hvor alle mand spillede bedre end længe set og flere over evne.
FC Midtjylland vandt 4-2 (1-0), men midtjyderne kunne på ingen måde bade sig til sejren, fordi FC Djursland efter pausen slap håndbremsen og udfordrede de midtdjyske ulve.
Det var lige ved at resultere i 2x15 minutters omkamp, men banens suverænt bedste, FC Midtjyllands lynhurtige og boldsikre venstrekant, Pione Sisto, viste formatet i slutfasen med to skarpe scoringer.
FC Djursland faldt med ære og blev fortjent klappet ud af banen af det rekordstore publikum på 1.300 tilskuere, der omkransede Grenaa Stadions lækre græstæppe.
Lynstart af FC Midtdjylland
Midtjyderne, der startede med veteranen Frank "Farlige Frank" Kristensen som topangriber og havde Kolja Afriyie placeret i centerforsvaret som anfører, startede som lyn og og torden med en scoring efter blot to minutter ved kampens store oplevelse, Pione Sisto.
FC Djursland skulle lige bruge tid på at bearbejde denne oplevelse og finde fodfæste.
Cheftræner Anders Bjerre indrømmede da også bagefter, at han frygtede det værste, men FC Djursland formåede med en kompakt organisation og god opbakning til hinanden i boldområdet at komme videre.
Jeppe Juhl Jensen måtte allerede efter ti minutters spil forlade banen med en forstrækning, men store Martin Møller remplacerede ham flot i centerforsvaret som nabo til en yderst velspillende Michael Pedersen.
I det 22. minut fik FC Djursland også en kæmpestor mulighed for at udligne, da lille Simon Skibsted med det lave tyngdepunkt og den gode balance i kroppen gled igennem på højrekanten og muligvis selv skulle have afsluttet, men i stedet valgte at servere bolden for fødderne af Kristian Kaagh, som godt nok fik trykket af men ikke passeret den vikarierende FCM-målmand Jakob Haugaard.
FC Midtdjylland var klart mest på bolden før pausen, men FC Djursland organiserede sig dygtigt og kunne gå tilfredse til pause - kun bagud 1-0.
Kom over isen
Efter pausen kom der lidt mere gang i sagerne. Midtjyderne virkede lidt for veltilfredse og selvfede med kampforløbet og begyndte for tidligt at tænke på hjemturen til Herning-kanten.
Sådan noget gør man ikke ustraffet mod et bundhold i 2. division Vest, der begyndte at løsne op og tro på mulighederne på den sidste tredjedel af banen.
Der kom liv i kludene, da Simon Elkjær Nielsen blev udskiftet i det 13. minut, og Nicolai Christensen og lille Skibsted fik mere centrale positioner.
Efter 28 minutters spil opfangede Simon Skibsted en klar skævert af målmand Jeppe Haugaard. Lille Skibsted spadserede selv bolden i mål, og så var der tænding på Grenaa Stadion.
Blot et minut efter scoringen øgede Frank Kristensen, der ellers havde været stort set anonym frem til indtil da, til 2-1 på hovedstød tæt inde under mål, da hjemmeholdet ikke fik clearet et indlæg med stor nok effekt.
Kristian Kaagh, der vandt 90 procent af de hovedstødsdueller han deltog i med FC Midtjyllands centerforsvar under kampen, slog igen med et knaldhårdt hovedstødsmål i det 36. minut, da han smart "gik i ryggen" på FC Midtdjyllands bagerste kæde og perfekt timede sit løb til en centring fra højre.
Inden da havde Kaagh pådraget sig kampens eneste advarsel, og anfører Joachim Gotfred var blevet skiftet ud til fordel for en småskadet Casper Karup Petersen.
Må give selvtillid
Da de fleste på lægterne var begyndt at lade op til forlænget spilletid og ringe hjem for at bede om, at aftensmaden blev serveret lidt senere, slog en ny stjerne i svøb, Pione Sisto, til med en fart og en hurtighed, man bare som tilskuer måtte bøje sig for.
Den unge mand er allerede godt på vej til at blive en kampafgørende spiller i superligaen. Efter at have bivånet ham på tætteste hold, forstår man hvorfor. Sikke et kraftværk med et touch på bolden, der er vildt imponerende.
FC Djurslands spillere og ledere kunne, trods nederlaget, forlade Grenaa Stadion med oprejste pander. De havde bestået deres manddomsprøve og mere til.
Kan spillerne holde stilen og gåpåmodet i de kommende kampe i 2. division Vest, er den første sejr meget tæt på. Måske allerede i weekenden mod formsvage Ringkøbing.
Flotte præstationer
Pione Sisto blev kåret til man-of-the-match. Helt fortjent, mens Kristian Kaagh nød samme ære hos FC Djursland.
Den store angriber var stærk som en okse med både "låget" og kroppen i de tætte dueller, og boldfast som en engelsk targetman i græshøjde.
Også Søren Reng Winther på pladsen som højreforsvarer faldt i øjnene under hele kampen, både defensivt og offensivt. Fedballe-drengen Winther viste en sult og coolness i offensiven som sjældent set. Det var få pasninger fra Winthers fod, der ikke fandt en medspiller, og løbevilligheden gjorde, at han var meget med i boldomgangen og fik skabt 2:1 situationer med perspektiv i på kanten.
Også lille Morten Hjorth viste, at hans venstrepote godt kunne matche de fleste af gæsternes spillere, når det gjaldt omgang med bolden.
Alle FC Djurslands udvalgte gjorde det glimrende, ingen faldt igennem. Heller ikke Danny Lauridsen, der af indlysende årsager som højrebensspiller i venstre forsvarsside havde visse udfordringer, men Lauridsen spillede med stor disciplin, og han præsterede måske kampens detalje i 2. halvleg, da han smukt pillede Pione Sisto ned i 1:1 situation på kanten af FC Djurslands felt, da Pione Sisto - efter et hjørnespark til FC Djursland - lynhurtigt fik fat i kuglen og gik direkte mod modstandermålet med raketfart.
Lauridsen kunne han imidlertid ikke komme forbi, da han forsøgte på kanten af 16-meteren. Meget flot udført forsvarsspil i korrekt forsvarsstilling og i fuldendt balance af Danny Lauridsen. Det var næsten sådan, at man kunne høre englene synge efter velgennemført forsvarsarbejde.