DEBAT Lad den nye skov ved Grundfør gro op af sig selv
Enhedslisten starter valgkampen med et spareforslag! Baggrunden er at byrådet har vedtaget at bruge 5,2 mio. på skovrejsning mellem Hinnerup, Grundfør og Søften. Det er et udmærket projekt som har til formål at beskytte grundvandet mod kvælstof og sprøjtegifte. Men måske kan det laves billigere end byrådet tror.
Projektet skal ganske vist udføres sammen med Naturstyrelsen, så derfor kan det være at vores forslag kun sparer penge hos Naturstyrelsen, men det er jo også offentlige penge. Og en besparelse her kan bruges til mere natur andre steder.
Vores forslag handler om at lade markerne selv springe i skov selv i stedet for at plante træerne. Det kræver tålmodighed; det tager længere tid inden træerne bliver store, men de skal nok komme.
Der er flere fordele ved at naturen klare arbejdet selv – udover de sparede penge. For det første vil brugerne af skoven få mulighed for at opleve et af naturens store dramaer – for selvom det går langsomt, så er det et drama at marker bliver til skov.
For det andet vil vi få en meget varieret bevoksning. Jordbundsforholdene og næringsindholdet er forskellige, og det er derfor forskellige planter og træer der begunstiges i området. Desuden vil også stierne blive skabt naturligt, dér hvor folk færdes.
Evt. kan man plante nogle mindre grupper af typiske danske træsorter i området. De kan give liv til dyrene og også være med til at skabe variation. Og når træerne sætter frø, kan de fungere som 'baser' for de unge træer der vokser op.
Så lad naturen gøre arbejdet, og skab en sjovere og mere varieret skov. Og lad os få en træbro over Rønbækken, så man kan fra Hinnerup kan gå gennem det nye skovrejsningsområde og videre ud i Himmerigsskoven.