På verdens højeste tinde - uden iltflaske
Bjergbestigeren Bo Belvedere Christensen fortæller mandag aften på Ørum Bibliotek om sine forsøg på at nå toppen af Mount Everest
Bo Belvedere er en af Danmarks mest erfarne bjergbestigere med et cv, der er længere end de fleste andres i denne særlige disciplin.
Mandag 26. august kommer han til Ørum Bibliotek for at fortælle om sit forsøg på i maj 2013 at nå toppen af verdens højeste bjerg Mount Everest.
Bo Belvedere Christensen har siden 1982 gennemført adskillige danske førstebestigninger og besteget bjerge i Alperne, Andesbjergene og Himalaya.
”Everest, kan ikke undgå at inspirere og udfordre en bjergbestiger. For nogle bliver det et must at forsøge på dette bjerg”, fortæller Bo Belvedere Christensen .
” Mange vælger at bruge alle til rådighed værende midler for at komme op på verdens tag, men jeg har i mine tre forsøg på Everest valgt ikke at bruge iltflasker og har endog i mit seneste forsøg undladt at lade de lokale sherpaer hjælpe med at bære mine lejre og mit udstyr op ad bjerget”.
Foredraget begynder klokken 19.