Fortsæt til indhold

Borgerservice viser sit nye ansigt frem

Folkefest på rådhuset i Store Heddinge lørdag den 7. september.

Samfund
Arkiv

STEVNS: Borgerservice på rådhuset i Store Heddinge har undergået den helt store forvandling i løbet af foråret og sommeren, og Stevns Kommune kan nu med glæde byde borgerne velkommen i de totalt nyistandsatte lokaler til åbent hus lørdag den 7. september fra kl. 11-14, og alle er velkomne til at lægge vejen forbi.
Der er denne lørdag lagt i ovnen til lidt af en folkefest på rådhuset i Store Heddinge med bl.a. åbningstale af borgmester Poul Arne Nielsen, pølsevogn på rådhuspladsen, underholdning med lokale musikere, Kim Schwartz Duo og Niels & John, og forskellige konkurrencer, og så er det også muligt at få en guidet rundtur i den nyindrettede Borgerservice, der som noget helt nyt bl.a. har fået oprettet videobetjening, hvor borgerne har mulighed fra at tale med kommunens medarbejder på rådhuset i Hårlev om en given sag via en videoforbindelse.
- Vores nye Borgerservice rummer en række nye tiltag, som alle er skridt på vejen til at imødekomme kravene fra den fælleskommunale og fælleoffentlige digitaliseringsstrategi. Målet er, at al kommunens kommunikation med borgerne skal foregå digitalt i 2015 – dvs. via borgernes digitale postkasser og selvbetjeningsløsningerne på vores hjemmeside stevns.dk. I vores nye Borgerservice etablerer vi desuden et nyt call center, hvor de fleste telefonhenvendelser til Stevns Kommune lander fremover, og samtidig uddanner vi personalet i call centret til at være generalister, der vil kunne svare på det meste. På den måde kan vi i højere grad besvare borgernes spørgsmål med det samme, så de slipper for at blive stillet videre, siger Jane Sandgaard, centerchef for Borgerservice, Kultur & Fritid i Stevns Kommune.
Til åbent hus-arrangementet har du mulighed for at få hjælp til at oprette et NemId og en digital postkasse på borger.dk.

Bitten og Stevns ser orange

Samtidig med indvielsen af den nyrenoverede Borgerservice, lancerer Stevns Kommune en ny storstilet kampagne, 'HurtigSvar', der har til formål at få flere borgere til at benytte sig af selvbetjeningsmulighederne på kommunens hjemmeside www.stevns.dk. På stevns.dk kan du få svar enkelt, nemt, hurtigt, når du har tid.
Som led i kampagnen kan du hver weekend i de kommende otte uger møde Bitten fra Borgerservice i en tegneseriestribe. Bitten fra Borgerservice hjælper gerne borgerne med at finde svar på de mange spørgsmål, de kommer til hende med, og hun vil også gerne være med til at udbrede kendskabet til selvbetjeningsløsningerne på stevns.dk.
Bitten er dog ikke det eneste skib, Stevns Kommune har søsat for at udbrede kendskabet til både Borgerservice og selvbetjeningsløsningerne på stevns.dk.
I den kommende tid vil du kunne møde store orange beachflag, skilte m.m. rundt om i byen, bl.a. på de lokale busser, hvor du via en QR-kode kan deltage i en konkurrence om 3 iPads.
Du skal svare rigtigt på 5 spørgsmål for at deltage i lodtrækningen.
pm