Socialdemokraterne freder skolerne de næste fire år
Partiets borgmesterkandidat i Syddjurs lover vælgerne, at skolelukninger i den kommende valgperiode ikke er med på Socialdemokratiets program
Skolelukninger i Syddjurs bliver ikke et tema for Socialdemokratiet i den kommende valgperiode.
Det lover partiets borgmesterkandidat i Syddjurs, Jesper Mathiesen, uden at kny.
Et flertal i den socialdemokratiske byrådsgruppe medvirkede ellers til i maj 2009 at lukke de tre folkeskoler i Nimtofte, Ugelbølle og Feldballe, hvor der nu alle steder er opstået friskoler i stedet for.
"Det var en økonomisk nødvendighed i 2009, hvor vi var nødt til at reagere, fordi skolernes økonomi var klemt," siger Jesper Mathiesen.
"Lukningen af de tre skoler gav kommunen et økonomisk rum til, at de øvrige skoler kunne få flere timer og gå fra et minimumstimetal i flere fag til de af Undervisningsministeriets anbefalede vejledende timetal," påpeger Socialdemokratiets gruppeformand og borgmesterkandidat.
Fortjener ro på
Jesper Mathiesen siger, at Socialdemokratiet godt vil sende det signal til skolerne, at de får ro til at implementere den folkeskolereform fra næste skoleår og arbejde med den store klump, der hedder inklusion.
"Skolerne var i sidste skoleår ramt af en længere lockout, og nu venter der dem en ny skolereform plus, at inklusion kommer til at fylde rigtigt meget i skolernes hverdag. Derfor skal vi ikke overbebyrde skolerne med ret meget mere," fastslår Jesper Mathiesen.
Han fik lidt på puklen ved lørdagens borgermøde på Kolind Centralskole, hvor han i den indledende budgetdebat gjorde sig til selvbestaltet talsmand for, at der ikke kunne blive tale om at lukke overbygningen på Molsskolen, som har været nævnt som en mulighed i det Budgetkatalog, som Syddjurs Kommunes embedsværk har udarbejdet til politikerne som optakt til budgetlægningen.
De øvrige politikere gjorde højlydt opmærksom på, at en lukning af overbygningen på Molsskolen ikke havde nogen gang på jord hos et eneste parti eller liste. Underforstået: Socialdemokratiet skulle ikke score billige point på andres bekostning.
Ja, til at pille ved skoledistrikter
Et er at sige nej til at lukke skoler, noget andet er at pille ved/ændre på de eksisterende ti skoledistrikter i Syddjurs?
Det havde Jesper Mathiesen ikke taget stilling til i første omgang, da Lokalavisen talte med ham fredag.
Efterfølgende har han pr. mail skrevet til Lokalavisen:
"Vi er åbne overfor muligheden for at ændre skoledistrikter, hvis det giver god mening."
På linje med de øvrige
Skolelukninger har ikke været på dagsordenen for alvor i denne byrådsperiode, og meget tyder da også på, at Socialdemokratiets standpunkt ikke vil være forskelligt fra nogle af de øvrige partiers.
I denne byrådsperiode er de to skoler i Ebeltoft slået sammen til en, og det skete i politisk fordragelighed.
Ingen af de øvrige partier og lister har ytret noget om skolelukninger, men spørgsmålet er om Venstre, Konservative, SF og de andre tør melde så bombastisk ud som Socialdemokratiet vel vidende, at sådan en udmelding kan ramme et parti som en boomerang, hvis virkeligheden ændrer sig i løbet af de fire år.
Der bliver som bekendt ikke lavet nok børn i Syddjurs i øjeblikket. Det har dagplejerne i kommunen fået at føle i flere omgange i 2013.