Fortsæt til indhold

De borgerlige pisser territoriet af

Det hører til sjældenhederne, at samtlige seks partier og lister på den blå side i byrådssalen i Syddjurs kan samles om et fælles budskab. Det sker nu

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der er naturligvis et stærkt signal i, at de seks borgerlige partier og lister i Syddjurs Byråd fra Det Radikale Venstre til Dansk Folkeparti udsender en fælles pressemeddelelse med et samlet ændringsforslag til Kommuneplan 2013.
En klar markering i forhold til det kommende kommunalvalg.
Tæller man Det Radikale Venstre med til den borgerlige lejr, er der i det nuværende byråd rent faktisk blåt flertal, både i forhold til stemmer og mandater.
Lige nu er mandatfordelingen 15-12 i borgerligt favør.

Det Grønne og Blå Bånd

Den borgerlige lejr er enige om, at de to såkaldte udviklingsretninger i det forslag, der ligger til Kommuneplan 2013: Det Grønne Bånd og Det Blå Bånd - skal forfølges.
Kort fortalt har Syddjurs Kommune en strategi om, at den forventede vækst i de kommende år i Aarhus-regionen også vil smitte af pådet sydlige Djursland.

Thorsager skal med

Det reelle i de seks partier og listers ændringsforslag er, at Thorsager kommer med i Det Grønne Bånd under betegnelsen "kommende letbaneby".
En naturlig konsekvens af, at Thorsagers ønske om et trinbræt i byen allerede er nævnte i det kommuneplanforslag, der er ude i høring.

Mere elastik i Det Blå Bånd

Den borgerlige lejr er desuden enige om, at elastikken i Det Blå Bånd, der i kommuneplanforslaget slutter i Rønde, strækkes ud langs bugten til Vrinners og Knebel mod Mols.
De to forslag er et udtryk for, at man på borgerlig side gerne vil signalere, at man er interesseret i at udvikle i alle egne af kommunen, forklares det i pressemeddelelsen.
Begge pinde vil nu blive stillet som ændringsforslag til kommuneplanen, og det politiske flertal er hjemme.