Fortsæt til indhold

100 unge til kickstart i ungdomsskolen

Ungdomsskolen tog godt imod nye elever ved fællesarrangement i Solgården

Samfund
Af Martin Schultz

100 unge fik en rigtig hyggelig dag forleden, da der var introdag for kommunens nye ungdomsskoleelever.
Dagen startede ude i de lokale klubber, hvor der var sat busser ind for at bringe de unge til Solgården i Mørke hvor arrangementet skulle finde sted.
Klokken 14 ankom alle unge, hvor de kort blev præsenteret for dagens program samt de klubmedarbejdere, faglærere og ledere som skulle fylde dagen ud med aktive workshops og lækker mad.

Hænge ud med vennerne

De unge havde valget mellem otte workshops, som bestod af Teater, Foto, Musik-indspilning, Bagning, Futsal, Mad over bål, Parkour og Dans.
Efter to omgange af halvanden times workshop, var der fælles spisning ude på det grønne areal i "baghaven" under den højtstående sol.
De sidste par timer blev brugt på at spille fodbold, danse i diskoteket, deltage i skøre konkurrencer og ellers bare hænge ud med venner og veninder.
Klokken 21 kunne de unge trætte, men glade stige på bussen igen og alle medarbejdere kunne pænt takke for en vellykket introdag.