Superligaens tophold spiller på Grenaa Stadion
FC Djursland vandt onsdagens kamp over Viby IF med 7-3 i DBU Pokalen efter omkamp
Superligaens pt. bedste hold, FC Midtjylland, spiller på Grenaa Stadion 24. og 25. september mod FC Djursland i næste runde af DBU Pokalen.
Det blev kendsgerning onsdag aften i Viby Idrætspark, hvor FC Djursland vandt over Viby fra Danmarksserien med 7-3 efter 120 minutters spilletid.
"En meget besynderlig fodboldkamp, hvor vi førte 2-0 ved pausen, blev indhentet i løbet af 3-4 minutter i starten af 2. halvleg, kom foran 3-2 og gav så et helt unødvendigt hjørnespark væk i det 90. minut, som Viby udlignede på," fortæller FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre.
"I omkampen scorede vi først til 4-3 og lurede herefter på en afgørende mulighed for en omstilling. Den kom, og så var den kamp lukket, men helt unødvendigt, at vi skulle slide så meget for sejren."
"KB" og Kaagh scorede dobbelt
Anders Bjerre havde fået spidsangriberen Kristian Kaagh klar til kampen, men lod ham begynde på bænken. I stedet startede Simon "KB" Christensen på banen, og det samme gjorde de tilbagevendte Morten Hjorth og Søren Winther og ligeledes målmand Andreas Bang.
De to tidligere Viby-spillere, Simon Elkjær Nielsen og Danny Lauridsen, kom begge på scoringslisten for FC Djursland. Førstnævnte startede scoringen, mens sidstnævnte afsluttede ballet.
Simon Elkjær Nielsens 1-0 scoring kom efter en lang fremlægning bag Vibys bagerste kæde, og samme recept blev fulgt, da Simon "KB" Christensen øgede til 2-0.
"Viby var nok mere på bolden end os før pausen, men vi var til gengæld meget koncentrerede og pålidelige i vores aktioner," roser Anders Bjerre.
Hans normalt sangvinske temperament ændrede sig til at blive helt kolerisk i minutterne efter pausen, hvor hjemmeholdets to mål faldt med så kort afstand, at det gjorde ondt langt ind i trænerhjertet på Bjerre.
"Det var naivt, overfladisk og letsindigt, hvad vi foretog os."
En god aktion af Nicolai Christensen bragte FC Djursland på 3-2. Sidste fod på bolden havde igen Simon "KB" Christensen.
Udligningen i det 90. minut mildnede naturligvis ikke sindet hos Anders Bjerre, fordi scoringen var et resultat af en dum personlig fejl: et unødvendigt hjørnespark.
Kaagh reddede trådene ud
30 minutter før tid var Kristian Kaagh kommet på banen i stedet for en træt Morten Hjorth, og i omkampen trådte den store og jættestærke angriber i karakter med to scoringer til 4-3 og 5-3.
Daniel Højland Nielsen til 6-3 og altså Danny Lauridsen til 7-3 afsluttede begivenhederne.
"Det er altid dejligt at vinde, og nu kan vi så tillade os at glæde os til at skulle præsentere FC Midtjylland på Grenaa Stadion. Det bliver en kæmpe oplevelse for både spillere og publikum," lover Anders Bjerre.
FC Djursland laver en let gang restitutionstræning torsdag aften og tager muligvis også en omgang på træningsbanen lørdag, før turen søndag går til Svendborg og det berømte Høje Bøge Stadion. Kick off klokken 13.
FC Svendborg ligger placeret lige over FC Djursland i stillingen i 2. division Vest med 3 point for fem kampe. FC Djursland har to point for det samme antal kampe.