For meget bundlinje
Syddjurs Byråd forpassede en god chance for at gå offensivt til værks på det seneste byrådsmøde, hvor Socialdemokratiets forslag om at genåbne de seks gamle valgsteder var på dagsordenen.
Selvfølgelig kommer forslaget alt for sent i forhold til det forestående kommunalvalg, og derfor fik det desværre mere karakter af at være et paradeforslag end noget, der ville give reel mening.
For sandheden er, at byrådet i denne stund manglede et par stykker med format til at hæve debatten op på et niveau, som den havde fortjent.
Det kan godt være, at der lå et notat, der kunne påvise, at en genåbning af de seks gamle valgsteder kun ville betyde, at sandsynligvis yderligere 61,2333 vælgere ville stemme, og at det ville koste den nette sum af minimum 269.000 kroner at udvide valgbutikken.
Det med de 61,2333 vælgere vil de lærte kunne strides om fra nu af og til langt efter valget.
I stedet burde debatten have handlet om den gunstige mulighed, som Syddjurs Kommune ville forære sig selv ved i markedsføringen op til valget at kunne udbasunere til vælgerne: "Vi kommer helt ud i randområderne af kommunen, og vi mener det alvorligt, det vi allesammen siger ved festlige lejligheder om borgerinddragelse. Vi vil jer, nu er det op til jer at ville os eller nogle andre, men nu får I chancen for at give jeres stemme vægt tæt på jeres bopæl."
I stedet kom debatten til at handle om, hvem der skulle komme til hvem, om valgdagen var en festdag eller blot en festlig dag og mere fra samme idiotiske skuffe.
Ingen snak om, hvad der skal til for at få valgdeltagelsen i vejret til kommunalvalget, der er langt vigtigere end et folketingsvalg, hvis de to ting skal vejes på en vægt.
Det er jo en beviselig kendsgerning, at der er blevet færre lokalpolitikere i takt med diverse kommunalreformer.
Det har også betydet, at afstanden til rådhuset og politikerne er blevet langt større.
Den afstand er og bliver et demokratisk problem, men det fornemmede man ikke overhovedet i debatten i byrådet.
Det kan godt være, at bogbusserne kører ud til randområderne i kommunen, og vælgerne kan brevstemme, og det er da også fint, hvis interesserede kan blive kørt med Flextur, men det kan ikke gøre det ud for det positive signal, det ville have været i forhold til de mindre byer, at de havde fået deres valgsted tilbage.
En total mangel på forståelse for vælgerpyskologi.