Rønde vil have ønsker og pejlemærker
Rønde Distriktsråd inviterer borgerne og foreningerne til debat
Hvordan skal Røndes fremtid se ud? Hvordan ønsker vi byen skal udvikle sig?
Vil man være med til at præge Røndes udvikling eller høre hvad andre borgere har tænkt sig om byens fremtid, så skal man møde op til en spændende debataften i Festsalen på Rønde Gymnasium 3. oktober kl. 19-21.
”Ved debatmødet forventer vi at repræsentanter fra foreningslivet, forretningslivet, turismen, kulturen, uddannelserne, idrætslivet, samt børne- og ældreområdet i byen stiller op i en stand og fortæller om deres ønsker og planer for fremtiden. Andre borgerne og foreningsmedlemmer kan lytte, kommentere, debattere og komme med nye input. Aftenens debat skal munde ud i nogle ønsker og pejlemærker for fremtiden.
Fingeren på pulsen
Distriktsrådet vil samle alle de gode forslag i et idekatalog, som man vil bruge fremover, første gang i forbindelse med Distriktsrådets valgmøde med repræsentanter fra alle de politiske partier 7. november kl.19.30 i Rønde Idrætscenter.
“Det er vigtigt, at så mange som muligt møder op og deltager med gode input og forslag til, hvordan fremtiden skal se ud for byen og området. Det er foreningerne og borgerne der har fingeren på pulsen og skal være med til at bestemme den retning byen skal udvikle sig i,” siger formand for Rønde Distriktsråd, Carsten Skivild.
“Vi forventer at vi fremover vil afholde et tilsvarende årligt debatmøde om lokale forhold i Rønde og bruge det i dialogen med politikerne.“
Mødet arrangeres af Rønde Distriktsråd på opfordring af de socialdemokratiske byrådskandidater Irene Skovhus Christensen og Kirsten Frederiksen og byrådsmedlem Ole Bollesen.