Nye læger i kendte fodspor
To unge praktiserende læger er i gang med at modernisere lægepraksis på Birkevej i Rønde
Alting har sin gang og også gode gamle familielæger må lade sig afløse af yngre læger, således som det er sket i Lægehuset på Birkevej 37 i Rønde.
Her har to unge praktiserende læger, Gregers Ulrich og Bo Stork, inden for den seneste tid overtaget praksis'erne efter lægerne Tor Skottun og Birger Kilde, som har virket i Rønde siden 70'erne.
Mens Gregers Ulrich, som privat bor i Elev, allerede tog over efter Tor Skottun for godt to år siden, har Bo Stork fra Ugelbølle overtaget Birger Kildes praksis pr. 1. juni i år.
Børnevenlige omgivelser
Sammen vil de to praktiserende læger, som begge er 39 år, nu tage fat på at modernisere lægehuset.
”Vi vil udvikle rammerne omkring stedet socialt og fysisk for både medarbejdere og patienter,” siger Gregers Ulrich, som før han kom til Rønde havde praksis i Sydnorge i fire år.
Begge læger er småbørnsforældre og har blandt andet planer om at gøre omgivelserne i lægehuset mere børnevenlige.
Bo Stork har haft praksis i Hadsten i fire år og er glad for nu at have fået praksis i det lokalområde, hvor han bor med sin familie.
”Vi vil også se på hvordan vi løser opgaverne i huset. Flere opgaver kan overgå til vores medarbejdere, således at vi kan bruge mere tid på de lægefaglige problemer,” siger Bo Stork.
Relationen er afgørende
De to læger er begge uddannet på Aarhus Universitet og tilkendegiver, at de nu har fundet deres blivende praksis.
”Ja, vi har en tro på at vi bliver her de næste 30 år,” siger de to læger, som befinder sig godt i Rønde og netop lægger afgørende vægt på at kunne følge patienterne over lang tid.
”Det er kendskabet til patienten og relationen mellem læge og patient, som er hjørnestenen i det gode lægearbejde,” siger Bo Stork.
Lægehuset har naturligt nok mange patienter, som er kommet hos Skottun og Kilde i mange år. Måske også omgangstonen bliver lidt mere ungdommelig, når patienterne møder Gregers og Bo.
”Vi har i hvert fald ingen forventning om at vores patienter titulerer os med vores efternavne,” siger Gregers Ulrich og Bo Stork med blink i øjet.