Fortsæt til indhold

Første pointtab til duksen i Serie 2

Aastrup/Hammelev fik kun det ene point med hjem fra lørdagens svære udekamp mod Randers Freja

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev er fortsat på førstepladsen i Serie 2 efter, at holdet lørdag opnåede 1-1 på udebane mod Randers Freja.
De to scoringer faldt først i kampen sidste ti minutter.
Randers Freja, der trænes af den tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs og Kolind-Perstrup, Luca Imperatore Sørensen, kom foran 1-0 ved holdets kaptajn i det 84. minut.
"En iskold dukkert, men ikke ufortjent," lyder det fra gæsternes holdleder Henrik Rasmussen.

Topholdet brød dog hurtigt tilbage, da Jonathan Henig, umiddelbart efter scorede med "låget" på oplæg fra Martin Fiehn Andersen.
Efter udligningen pressede gæsterne på i slutminutterne og havde også et par gode indlæg fra kanterne, der dog ikke bar frugt.

Blandet optakt

"Vores optakt til kampen bar præg af rusuge, småskader og afbud. Vi var derfor noget nervøse inden kampstart, og trænerne advarede da også om, at spillerne skulle være parate," fortæller Henrik Rasmussen.
Gæsterne måtte atter love for målmand Christian Rygaard, der især før pausen diskede op med et par store redninger.
Rygaards fornemme præstation sættes yderligere i relief af, at han i ugen op til kampen var blevet syet i hånden med fem sting.
"Vi skal være tilfredse med det ene point, og glade for Rygaards præstation. Vores spil var ikke helt i top, men der blev til gengæld kæmpet over hele linjen," roser Henrik Rasmussen.
Jonathan Henig, der nu begynder at studere i Aalborg, blev kåret til man-of-the-match, men titlen som 'kampens figther' blev delt ud på tre spillere: Mathias Busse, Jacob Thorsted og Frederik Harvig Jensen.
Aastrup-Hammelev møder i næste spillerunde Aarhus 1900, der er nedrykkere fra Serie 1.