Lea er Far til Fires nye Mie
Når musicallen Far til Fire har premiere i Tivolis Koncertsal i november, så bliver det med 14-årige Lea Monrad Post fra Solrød Strand i rollen som Mie.
Til dagligt går Lea i 8. klasse på Køge Bugt Privatskole, og skuespilsmæssigt har hun i fire år været tilknyttet Eventyrteatret Herkules, hvor hun har haft flere roller. Rollen som Lille Pers storesøster Mie, som hun fik efter en audition på Det Kongelige Teater, er dog langt det største, hun har prøvet.
"Det er så fedt og virkelig overvældende at prøve. Jeg har ventet spændt på at komme i gang, siden jeg fik af vide, at jeg havde fået rollen, og det er så fedt, at vi nu endelig er begyndt at øve," siger Lea til Lokalavisen.dk, som var med på Far til Fire-pressemødet i Filmbyen i Lyngby fredag.
Her blev hele holdet bag produktionen præsenteret. Det tæller blandt andet skuespillere som Niels Olsen, Finn Nielsen og Jeanne Boel - men også alle de nye børn, som blev udvalgt efter åbne auditions i foråret. En af dem er Lea, men hun får ikke lov til at spille rollen som Mie alene. Alle børnerollerne er blevet besat af to skuespillere, hvilket letter presset på de enkelte børn, så de kun skal på scenen hver anden aften. De mange ekstra børn giver samtidig en ekstra bonus.
"Alle os "familiebørn" har allerede opbygget et virkelig tæt sammenhold, og det er vildt dejligt. Vi øver meget intenst i øjeblikket og mødes her i Lyngby alle dage fra mandag til lørdag fra klokken 12-18," siger Lea, som lover, at de mange timer i øvelokalet ikke kommer til at gå ud over skolen.
Det er brødrene James og Adam Price, der har skrevet manuskriptet til musicallen "Far til Fire - Til Julebal i Nisseland". Forestillingen har premiere den 15. november.
Se hele holdet bag Far til Fire fremføre sangen "Det er sommer, det er sol og det er søndag": KLIK HER