Fortsæt til indhold

Liberal Alliance er ikke en samling kynikere

Samfund
Af Johnny Fravn, Grenåvej 260, Fausing, Allingåbro:

"Nu er det på tide at få slået fast, en gang for alle, at Liberal Alliance IKKE er et parti, der fører kynisk politik over for de folk, der ikke kan arbejde. Tværtimod, så er det kynisk at sige, at Liberal Alliance er ude på at slagte den danske velfærdstat, og køre Danmark i sænk med ufinansierede skattelettelser.
Som i en hvilken som helst anden virksomhed, ved man at der skal tjenes penge, inden man kan bruge penge. Og ja, Liberal Alliance ønsker at skære i kontanthjælpen. Men først når der er grundlag for det.
Liberal Alliance ønsker at føre den såkaldte "Horsens-model" ud på landsplan. Men også på kommunalt plan i forbindelse med det kommende kommunalvalg.
I Horsens besluttede et enigt byråd at skære 1 procent på det offentlige budget. Til gengæld fik de offentlige ansatte spørgsmålet:"Der bliver skåret 1 procent i det offentlige budget. Det kan ikke ændres, men til gengæld vil vi høre fra jer, hvad vi fra politisk side kan gøre, for at I kan få en dagligdag til at blive god og effektiv, til gavn for borgerne".
Det er en model, der kører med bred opbakning lige fra LA til DF. Borgerne er tilfredse, og de offentlige ansatte er tilfredse. Det fungerer. Det er en politik, som Liberal Alliance gerne vil gennemføre på Christiansborg også. Men det tør de andre partier ikke. De vil hellere lefle for deres vælgere så de kan sikre sig deres stemmer i stedet for at tænke på, hvad der er bedst for Danmark. De vil hellere tænke på vælgerstemmer og føre omfordelingspolitik, fremfor at genskabe de 200.000 arbejdspladser der er forsvundet ud af landet siden 2008.
Liberal Alliance vil gennemføre denne Horsens-model på landsplan. Det betyder, at den offentlige sektor skal skæres med 1,5 procent om året de næste 7 år. Dette betyder, at den offentlige sektor vil være næsten tilbage på niveau som under Nyrup's regering. Bid mærke i, at den vil være "næsten tilbage" på Nyrup's niveau. Og jeg husker ikke ligefrem, at folk lå og døde i gaderne den gang. Jeg er sikker på, at vi også havde det godt den gang. Men til gengæld for nedskæringerne, skal de offentligt ansatte høres, så de i samarbejde med politikerne kan gøre den offentlige sektor mere strømlinet og mere effektiv. Bureaukratiet skal reduceres.
Når dette er gennemført, vil det give en besparelse på 50 milliarderkroner. Hvis man så sænker skatten på arbejde, så der ikke betales skat af de første 84.000 kroner, man tjener, vil dette koste 43 milliarder.
Hvis dette bliver gennemført, kan det pludselig svare sig at tage et lavtlønnet arbejde i stedet for at forblive på kontanthjælp. Det vil kunne svare sig at starte en virksomhed i Danmark igen. Det vil genskabe de jobs, der er forsvundet ud af Danmark. Og her vil vi så samtidig kunne skære i kontanthjælpen til dem, der "ikke gider" at arbejde, for så er der en "gulerod" ved at tage et arbejde. Og jo, dem der "ikke gider", er der stadig mange af derude. Det er bare ikke politisk korrekt at nævne det.
Herefter vil der pludselig være råd til, at vi kan tage os af de svage i samfundet, der enten kun kan arbejde halvtids, eller slet ikke arbejde.
Det hele hænger sammen, og man bliver nødt til at se det hele i et større billede, og ikke blot i brudstykker på tv, som man så har en mulighed for at brokke sig over.
Liberal Alliances politik, er for erhvervslivet. Liberal Alliances politik er for alle samfundslag. Det er for dem, der vil og kan. Det er for dem ,der ikke kan og har brug for hjælp. Liberal Alliances politik er for alle. Det er politik for Danmarks fremtid."