Fortsæt til indhold

Kommune sænker skatten for boligejere

Samfund
Arkiv

Til næste år vil grundejerne i Greve opleve, at grundskyldspromillen falder. Samtidig bliver en række gebyrer mindre. For eksempel for familier som søger om byggetilladelser til enfamiliehuse eller carporte.
”Alt i alt står vi med et budgetforlig, som vi kan være stolte af. Udover at vi sænker grundskyldspromillen, afdrager vi også ekstraordinært 51 millioner kroner over to år. Noget der naturligvis er med til at gøre økonomien i Greve endnu mere solid,” sagde Hans Barlach på byrådsmødet i tirsdags, da han præsenterede det kommende års budget inden andenbehandlingen.
Skolebørn og lærere vil også opleve store forandringer i det kommende år, når regeringens reform af folkeskolen bliver til virkelighed. Derfor har byrådet i Greve besluttet at afsætte syv millioner kroner ekstra til folkeskolen.
Herudover har byrådet også besluttet, at alle skolebørn skal have en moderne computer – en tablet.
”Vi ved, at moderne it-udstyr giver lærerne mulighed for at undervise på flere niveauer i samme klasseværelse. Derfor giver vi alle skolebørn en tablet med i skoletasken,” sagde borgmester Hans Barlach.
Samtidig understregede han, at kommunen stadig skal spare, og at det skal ske på en intelligent måde.
”Vi skal spare i administrationen. Vi vil også øge produktiviteten. Og vi lader private leverandører løse de opgaver, som de kan klare bedst og billigst,” sagde han.
Idrætslivet får penge til renoveringer og nye faciliteter på budgettet. Kulturen får et løft med det nye museum for Første Verdenskrig på Mosede Fort. Og alle borgere vil opleve at Greve Midtby Stationsplads bliver mere attraktiv og indbydende.