Fortsæt til indhold

Det store blå valgforbund bliver det ikke til

Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti indgår valgforbund i Syddjurs, men det helt store blå valgforbund må de vinke langt efter

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Ved det seneste valg afviste Konservative Syddjurs at indgå i et valgforbund, hvor Dansk Folkeparti også havde plads under henvisning til Dansk Folkepartis retorik i udlændingedebatten.
Det bliver der lavet om på denne gang, for Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti har valgt at indgå i et teknisk valgforbund.
Det oplyser Jens A. S. Blauenschild, formand for Konservative Syddjurs.

Hvad med de øvrige blå?

Radikale Venstre og Liberal Alliance har allerede aftalt et teknisk valgforbund, men de har takket nej til at indgå i et stort blåt valgforbund.
Tidligere på året flirtede Borgerlisten meget med Liberal Alliance, men fik en kurv, fordi det på daværende tidspunkt så ud til, at den tidligere socialdemokrat, Ninna Thomsen, ville opstille for Borgerlisten.
Liberal Alliance har fået at vide fra centralt hold i partiet, at valgforbund med bare noget, der lugter af Socialdemokratiet, ikke kan accepteres.
Ninna Thomsen fortrød imidlertid sit kandidatur før sommerferien, og dermed skulle alt, hvad der lugter af socialdemokrater hos Borgerlisten Syddjurs nu være udryddet.
Dermed er vejen banet for, at Borgerlisten Syddjurs hopper med i valgforbundet med Radikale Venstre og Liberal Alliance, så der bliver to blå valgforbund og et ægte rødt af slagsen (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten).