Fortsæt til indhold

Nye milliardinvesteringer omkring Lyngby Storcenter

Samfund
Jacob Nielsen

I morgen, onsdag den 3. oktober, er det præcis 40 år siden, at Lyngby Storcenter for første gang slog dørene op i Nordeuropas dengang største butikscenter. Men selvom omsætningen og populariteten har været støt stigende lige siden, bliver der de kommende år tilført et nyt milliard dyrt lag til det eksisterende koncept.
Lokalsamfundet kan nemlig forvente, at Lyngbys handelsliv bliver endnu mere livligt, dynamisk og energisk, for blandt andet at udfordre konkurrencen fra f.eks. e-handel, der vinder større indpas hos forbrugerne.
Derfor bliver der i disse år taget tilløb til investeringer i milliardklassen, der skal gøre Lyngby Storcenter til stedet, hvor man huser Danmarks største mærkevarebutikker indenfor detailhandel. Derfor gennemgår Lyngby Storcenter i øjeblikket en forandring, som blandt andet betyder, at endnu flere luksus og kvalitetsbutikker kommer til centret.
Udover det har IT-giganten Microsoft valgt at flytte sit hovedsæde i Danmark til et spritnyt 40.000 kvadratmeter stort kompleks på Kanalvej lige overfor Lyngby Storcenter. Bygningen skal udover Microsoft også huse butikker, en cafe, fitnesscenter, loungevaskeri, en dagligvareforretning samt studieboliger til DTU-studerende. Det er Lyngby Storcenters ejer, Danica Pension, som står bag udbygningen, der forventes færdigbygget i 2015.
Men investeringerne i og omkring Lyngby Storcenter stopper ikke her. Danica Pension har sammen med SEB Pension smidt yderligere en milliard i et byggeprojekt under navnet ”Lyngby Bymidte”, som skal ligge mellem Lyngby Hovedgade, Gasværksvej og Lyngby Storcenter. Bebyggelsen vil komme til at bestå af 8000-10.000 kvadratmeter i 2-4 etager med butikker og cafeer og cirka 20.000 kvadratmeter, der skal huse kontorer og lejligheder. Projektet skal givet en markant bymæssig fornyelse, der også vil gavne Lyngby Storcenter, som håber, at de nye byggeprojekter vil skabe en endnu større og ikke mindst ny kundekreds.
"Med de nye projekter, der er sat i værk, er jeg overbevist om, at vi i fremtiden cementerer, ikke bare vores position som Nordsjællands absolut bedste shoppingcenter, men også Kgs. Lyngby som én af Danmarks bedste handelsbyer," siger direktør i Lyngby Storcenter Torben Schwabe.