Hestepærer satte børn i gang med kunst
Børnehaven Æblehaven blev klog på naturens kredsløb og omsatte det til kunst i Nationalpark Mols Bjerge i Kulturring Østjyllands projekt ”Kunsten at forske”
”Har I spist morgenmad?”
Naturvejleder Morten DD Hansen fra Molslaboratoriet tårner sig op foran de 28 børn fra Børnehaven Æblehaven i Ebeltoft.
De ser noget betuttede op på ham fra deres plads rundt om bordet, der i bordpladen har et kort over Nationalpark Mols Bjerge. Bordet står i besøgscentret Øvre Strandkær i Mols Bjerge, hvor børnene er på besøg.
”Har I spist græs?” fortsætter Morten DD, og så griner alle børnene og ser op på ham.
Nej, det har de da ikke, for det gør kun heste og køer og sådan nogle. Men en lille dreng har noget andet at sige:
”Jeg har set dig i fjernsynet,” kommer det fra ham.
På tur i Nationalparken
Børnene er fra Børnehaven Æblehaven, der arbejder en del med natur og kulturelle oplevelser, og de er med i Kulturring Østjyllands projekt ”Kunsten at forske”.
De er taget på tur i Nationalpark Mols Bjerge for at møde en rigtig forsker, der ved noget om naturens kredsløb.
Og det gør Morten DD, der nu triller en hestepære hen over bordet for at vise børnene, hvordan græsset ser ud efter en tur i hestens mave.
Så putter han hestepæren i vand, og da kommer billerne frem og svømmer op til vandoverfladen for at få luft.
Børnene ser med respekt på den store mand, der er forsker og ved meget om biller.
Han er en af de mange forskere i Nationalparken, og forskerne, og naturen. er årsagen til, at Nationalparken er blevet en del af Kulturring Østjyllands projekt ”Kunsten at forske”.
Biller i flamingo
Efter Morten DD's fortælling om Naturens Kredsløb sætter børnene sig ved et langt bord
Her har billedskoleleder Lena Bendt fra Syddjurs Billedskole har forberedt nogle opgaver til børnene.
Børnene skal lave biller af flamingokugler, der får ben, vinger og flotte farver.
De skal også male billeder af hele kredsløbet.
”Det gør de, fordi forskning er så spændende, at deres kreativitet er tirret, og det er hele formålet med projektet,” siger Lena Bendt.
Børnenes værker udstilles på KulturHotellet i Rønde i uge 40. Der er fernisering på udstillingen lørdag kl. 11.