Fortsæt til indhold

Norddjurs som “gebyrfri zone”

Samfund
Af Harald Grønlund, kandidat til KV 2013, Liberal Alliance:

"Liberal Alliance ønsker at lancere gratis byggesagsbehandling i Norddjurs Kommune. Da hele provenuet fra denne ydelse forventes at udgøre i alt ca. 2,1 mil. i 2014, ønsker vi at bruge denne del som en indirekte stimulans til vækst fremover ved at gøre det gebyrfrit, uanset det er et forstørret hønsehus eller en kompleks ansøgning til et erhvervsbyggeri.
Hvem skal så betale vil de fleste sikkert spørge? Midlerne skal absolut ikke tages hverken fra varme hænder eller skoler, nej vi ønsker at kigge lidt nøjere ind i den pakke af tilbud, der er afsat til erhvervsfremme. Der er afsat ca. 9 mil. årligt + interne omkostninger i administration. Vi mener, at en gennemgang af erhvervsfremme-tilbuddene i konstruktiv dialog med erhvervslivets repræsentanter vil kunne flytte ca. 20 % af midlerne. Dette ser vi som en fornuftig "byttehandel". Vi mener, at en afskaffelse af byggesagsgebyret er en start på vores målsætning om, at der løbende skal saneres i de mange gebyrer, men også i de mange tilbud der mere eller mindre tilfældigt strøs ud over erhvervslivet. Normalt siger man jo ja tak til "gaver", men vi har samtidig øje for, at der kun er skatteborgerne til at betale for "gaveregnen".
Til gengæld har vi en forventning om, at erhvervslivet vil kvittere for disse lempelser af gebyrerne ved at udvise en større grad af velvilje med at få flere, af vor desværre alt for mange ledige, ud på arbejdsmarkedet igen.
Hvis der kommer målbare resultater af vores "gebyr-reform" og det lykkedes at få flere i beskæftigelse er der endog meget store gevinster for den kommunale pengekasse. Hver gang der kommer en borger fra passiv forsørgelse og ind på det ordinære arbejdsmarked, er der en kontant gevinst for kommunekassen på minimum kr. 200.000 pr. år. Hvis ambitionen er 100 personer, så ligger der en økonomisk gulerod på minimum kr. 20 mio. pr. år.
Vi tillader os i al beskedenhed at betegne hele dette oplæg som en Win-Win-Win, da der er 3 parter der for kontant udbytte deraf. Virksomhederne får færre gebyrer, kommunen får færre udgifter og borgeren der får job, får større rådighedsbeløb.
Derudover forventer vi en mere positiv indgang til kommunen fra både virksomheder og borgere, der igen vil være en katalysator i en bosætnings og brandings strategi."