Sjov samklang om budget i et valgår
"Sidste år kunne hverken Venstre eller Borgerlisten stemme for Budget 2013 på trods af, at det kun var få håndører, der skilte parterne.
Venstre og Borgerlistens folk klandrede borgmester Jan Petersen (S) for sammen med sine nærmest medsammensvorne, SF og Dansk Folkeparti, at have tilrettelagt budget-kursen og blandet blod, før de øvrige partier og lister blev indbudt til at lege med.
Venstres borgmesterkandidat og gruppeformand Hans Husum gentog kritikken i denne avis for ikke så længe siden: "Det er ikke bare for at være på tværs, at vi er mange på den borgerlige fløj, som er trætte af, at alt er klappet færdigt med SF og DF, når vi andre kommer til forhandlingsbordet til eksempelvis budgetforhandlingerne. Sådan har det været hidtil, og det er ikke den rigtige måde at gøre tingene på," sagde Hans Husum.
Derfor var det ikke så lidt af en overraskelse, at der søndag blev indgået budgetforlig om Budget 2014 med samtlige 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer som medunderskrivere.
Almindelig politisk logik i et valgår med mindre end to måneder til kommunalvalget ville være, at ’oppositionen’ ville strække sig meget langt for at distancere sig fra borgmesterens og hans flertal, men logikken gælder åbenbart ikke i Norddjurs.
Borgmester Jan Petersen, der først præsenterer Socialdemokratiets valgprogram 21. oktober, mindre end en måned før valget, må derfor være en yderst tilfreds mand.
27 mand bag et budget er en politisk markering, der vil noget. Det er sin sag at få samlet vandene i en kommunalbestyrelse, hvor kritikken hos mindretallet har gået på, at han har taget sin Christiansborg-tid med sig til Norddjurs og har forvekslet lokalpolitik med landspolitik.
Det er særligt på skoleområdet, at uenigheden har været stor, og mange af Venstres kandidater har været flittige i den seneste tid til at fortælle, hvad der egentlig bliver Venstres politik på skoleområdet i de kommende fire år.
I Budget 2014 og overslagsårene er der afsat midler til at gennemføre den nye folkeskolereform. Det er ikke sensationelt , for det kan ikke være anderledes, fordi alle kommuner har fået i opdrag at kunne leve op til den ny folkeskolereforms intentioner. Mere lokalpolitisk sprængstof er der i, at der i i første kvartal 2014 skal gennemføres en såkaldt statusvurdering af økonomien på skoleområdet.
Alt synes ro om bord, men er det bare stilhed før stormen?"