Fortsæt til indhold

En weekend med åbne kunstnerværksteder

Billedkunstnere og kunsthåndværkere på hele Djursland åbner deres værksteder den første weekend i oktober

Samfund
Af Martin Schultz

Det kunstinteresserede publikum får en sjælden lejlighed for at kikke de professionelle kunstnere over skulderen, når Syddjurs og Norddjurs kommuner lørdag og søndag står bag det årlige Åbent Hus arrangement hos nogle af Djurslands mange kunstnere.
I alt 30 kunstnere åbner deres værksteder begge dage kl. 11 til 17. Her bliver der mulighed for både at se de rammer kunsten skabes under og få den direkte dialog med kunstnerne om deres værker og arbejdsmetoder.
Både i Syddjurs og Norddjurs er der mange værksteder at besøge og der bliver mulighed for både at hilse på billedkunstnere, skulptører, keramikere, glasmagere og tekstilkunstnere.

Midt i kunsten

Weekenden med åbne kunstnerværksteder blev oprindelig startet af Århus Amt og blev siden overtaget af Region Midtjylland i et stort fælles arrangement med næsten 200 kunstnere i programmet.
I dag er arrangementet landet i et fælles regi mellem de to Djurslandskommuner, som har kunnet samle 30 kunstnere i weekendens arrangement, som især byder på muligheden for at banke på kunstnernes værkstedsdøre i Mols- og Ebeltoft området i Syddjurs og i den østlige del af Norddjurs Kommune.

Veteran og ny deltager

Vender man blikket mod vest er det oplagt at besøge billedkunstneren Hans Clausen, som er en af veteranerne i Åbne værksteder-arrangementerne og hver gang trækker mange kunstinteresserede til sit atelier i den gamle skole i Skørring.
Ny blandt deltagerne er filtkunstneren Merete Stoltze fra Bjergene mellem Ryomgård og Pindstrup.
”Jeg glæder mig til at vise mine arbejder frem. Samtidig vil jeg gerne fortælle om filtkunst og teknikken bag det. Jeg vil også demonstrere, hvordan man farver materialerne,” fortæller Merete Stoltze, som har dyrket filtkunsten siden hun fik får på gården i Bjergene for over 25 år siden.

Fernisering på Møllerup Gods

I Knebel åbner væveren Annette Bredstrup sit værksted.
”Jeg vil vise den nyeste vævning jeg er i gang med, mine store collager og hvad jeg ellers arbejder med på værkstedet,” siger Annette Bredstrup, som for tiden er med på den store internationale udstilling Artapestry3, som mangler at blive vist i Frankrig og i Riga.
I forbindelse med KunstSpor er der en stor fælles udstilling i den gamle ladebygning på Møllerup Gods. Der er fernisering på udstillingen fredag den 4. oktober kl. 17.00 og den har åbent 5. og 6. oktober fra kl. 11.00 – 17.00.
I Grenå er det Kulturhuset Pavillonen, der leverer rammerne til en udstilling. Her er det traditionen tro en 'plakat-udstilling' med 30 unikke produktioner i et fast format.
Denne udstilling er åben frem til 20. oktober i kulturhusets åbningstid.