Fortsæt til indhold

Med døden som følgesvend

Professor Jørgen Lange Thomsen fortæller om sit liv som retsmediciner på Rønde Bibliotek

Samfund
Af Martin Schultz

At beskæftige sig med døden med en ofte drabelig årsag er dagligdag for Jørgen Lange
Thomsen. Han er professor i retsmedicin, og onsdag 23. oktober kan man møde ham på
Rønde Bibliotek.
Ved foredraget vil Jørgen Lange Thomsen fortælle om sit lange liv med det meget specielle
fag, som retsmedicinen er. Han vil fortælle om sit de mange spændende sager, han har
arbejdet med gennem årene, og komme med beretninger om både levende og døde. Som en
særlig personlig vinkel på stoffet vil han også komme ind på sine egne tanker om faget.
Hvad gør det for eksempel ved et menneske at beskæftige sig dagligt med døden?

Rejser ud i verden

Jørgen Lange Thomsen har arbejdet i omkring fire årtier som retsmediciner. Han blev uddannet som læge i 1970 1970, og siden 1996 har han været professor i retsmedicin ved Syddansk
Universitet.
Udover arbejdet som retsmediciner herhjemme rejser Jørgen Lange Thomsen ud i verden og
foretager retsmedicinske undersøgelser, blandt andet som medlem af Amnesty
Internationals lægegruppe. Han foretog også undersøgelser efter terrorangrebet i New York i
2001 og efter den indonesiske tsunami i 2004.
Jørgen Lange Thomsen har forfattet talrige videnskabelige artikler og bøger om retsmedicin,
senest den delvist selvbiografiske bog ”Retsmedicineren. Mit liv med døden som ledsager”,
som udkom i april på Gyldendals Forlag.