Lønnen er passende
Jan Petersen hører ikke til dem, der mener, at en borgmester skal have mere i lønposen
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) afslører på sin facebook-site, at han er fuldt ud tilfreds med sin løn og ikke hører til dem, der mener, at der skal hældes flere sedler i lønposen.
Det har han netop svaret i en undersøgelse, hvor han var blevet bedt om at give sin mening til kende om de nuværende lønninger til kommunale førstemænd ligger, hvor de skal.
" Jeg går på arbejde hver dag for rigtig mange mennesker, der tjener ganske meget mindre. Det er vidst ikke lige nu, der skal kræves højere borgmesterløn. Kom til at tænke på afdøde Erling Olsen, der om politikerlønninger engang sagde: Den skal være så god, at de ikke bliver korrupte, men heller ikke så høj, at man ikke kan komme af med dem," skriver Jan Petersen.
Jan Petersen tjener 657.360 kroner årligt som borgmester, jobbet som næstformand for Grenaa Havn aflønnes med 40.000 kroner årligt, og så giver næstformandsposten i KKR (Kommunernes Kontakt Råd) 62.248 kroner om året.
Tal, der ikke det mindste hemmelighedskræmmeri omkring. De fremgår af Norddjurs Kommunes hjemmeside.