Hjemmeværnet dirigerer valgkampen
Syddjurs Kommune har allieret sig med politihjemmeværnet tirsdag 19. november for at undgå trafikkaos ved afstemningsstedet i Hornslet
Sekretariatschef Brian Slot, Syddjurs Kommune, forsikrer i en mail til Torsten Klein Mikkelsen, formand for Hornslet Distriktsråd, at der er lavet aftale med politihjemmeværnet om at sørge for at trafikken glider passende på Rosenholmvej tirsdag 19. november, når mange vælgere skal ned til til Hornslet Hallerne for at afgive deres stemme til Kommunalvalget.
"Vi har benyttet politihjemmeværnet og vil gøre det den 19. november. Men vi vurderer også, hvilke andre tiltag der kan sættes i værk for at lette trafikken," skriver Brian Slot i mailkorespondancen med distriktsrådets formand.
Opfordring fra DF'er
Torsten Klein Mikkelsen henvendte sig til valgformændene efter at have læst et debatindlæg af Ebba Grethe Møgelvang, bosiddende i Mørke og kandidat for Dansk Folkeparti, på lokalavisen.dk.
Her skrev Ebba Grethe Møgelvang blandt andet: "På sidste byrådsmøde var genåbning af valgsteder på dagsordenen. Jeg er enig med S i, at vi mister stemmer fra befolkningen ude omkring grundet lukning af disse. Jeg ved også, at nogle vælgere vendte om, da der ved sidste folketingsvalg skulle stemmes i Hornslet, frem for tidligere i Skørring. Man vendte om, fordi der var total trafikkaos på Rosenholmvej ned til hallen i Hornslet.
Det er ærgerligt, at vores demokrati sættes i spil, og flere stemmer mistes, fordi lokale trafikforhold ikke er i orden. I mine mange år som borger i Hornslet, har jeg også ofte tænkt på, hvorfor pokker man ikke har fundet ud af at lave en anden til- og frakørsel ned til hallerne og idrætsbanerne. Ind- og udkørslen via Rosenholmvej er kaotisk, farlig og en evig irritation for alle både gående, cyklende og kørende personer."
Hurtig udrykning
Torsten Klein Mikkelsen var ikke sen til at tage sagen op og bede valgformændene tage affære:
"Læserbrevet har en pointe, nemlig adgangen til valgstedet i Hornslet.
Jeg kunne foreslå, at I får lavet en aftale med evt. Hjemmeværnet om trafikregulering på Rosenholmvej fra kl. 15 til valgstedet lukker, netop for at undgå den totale trafikkaos, også ved parkeringspladserne.
I denne periode er der dagligt meget trafik, og på valgdagen er den håbløs.
Krydsningen af Rosenholmvej er besværlig både for de gående, cyklende og for de 4-hjulede, og det er ikke mindst besværligt at komme ud fra Stadionvej igen."
Et skoleeksempel på, at der trods alt ikke er behøves at være langt fra idé til handling, når en borger henvender sig til det kommunale sysstem.