ÅHG har mange nye navne i truppen
Spillende cheftræner Bjørn Hessellund i Aastrup/Hammelev-Grenaa har sagt farvel til flere af de faste støtter og i stedet goddag til en række nye håndboldtalenter
Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) havde sat næsen op efter en placering i top-3, men den målsætning er cheftræner Bjørn Hessellund villig til at revidere, fordi træningsindsatsen har været for svingende i opstarten, ligesom der er sket mange udskiftninger i truppen.
En kulturbærer som Alf Sørensen har for eksempel lagt op grundet skader, målmand Mikkel Hogrefe er taget hjem til Ebeltoft, fløjspilleren Mikkel Due er flyttet til Silkeborg, Jaob Wiil holder håndboldpause og både Mikkel Juhl og Jesper Mikkelsen har ikke mulighed for at træne optimalt.
Veteranen Carsten Sander har lovet at tage en sidste sæson, men hans ryg gør også knuder, og derfor bliver hans indsats primært placeret i forsvaret.
Ny målmandsduo og back
Nye i truppen er en spændende målmandsduo med to unge fyre, Jonas Skjøth og Daniel Hybschmann, som Bjørn Hessellund har stor fidus til.
Også en spændende bagspiller, Nikolaj Hagen, med erfaring fra Skovbakkens 2. divisionshold er kommet til.
Hagen leverede varen, da ÅHG i anden spillerunde sikkert besejrede Vejle. Her viste Nikolaj Hagen, at han kan være et særdeles brugbart alternativ fra distancen, hvis modstanderne går op og lukker topscorer Rolf Hessellund ned, som Vejle forsøgte at gøre.
Det lykkedes aldrig, fordi det tvang Nikolaj Hagen til fra start at skyde sig varm, og han blev da også topscorer i opgøret.
Stærk startsyver
ÅHG har en stærk startsyver, som Nørre Djurs HK skal tage sig i agt for. Den indbefatter Bjørn Hessellund selv på stregen, og det bekommer ikke cheftræneren vel.
"Min skulder er smadret, så jeg ikke kan skyde, men i mangel på en stregspiller har jeg taget tjansen. Træls, fordi jeg meget hellere ville sidde på bænken og coache holdet derfra," siger Bjørn Hessellund.
Fløjene i startsyveren hedder Daniel Minke (også ny mand) i venstre side og den teknisk dygtige Rasmus Gammelgaard i højre.
Veteranen Morten Pedersen sætter spillet som playmaker, mens Nikolaj Hagen og Rolf Hessellund er skytterne fra backpladserne.
Rolf Hessellund, der var ÅHGs bedste i sidste sæson, er også startet fint ud i år.
Bjørn Hessellunds lillebror er meget svær at dæmme op for, når han kommer i høj fart. Springstyrken, spændstigheden og skudkraften er imponerende på dette niveau.