Flyvemaskiner som kollektiv trafik
Lufthavnsdirektør foreslår at indsætte fly som regionalt kollektivt transportmiddel
Direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn havde et utraditionelt bud på fremtidens kollektive trafik med i posen, da han tirsdag morgen mødtes med to af Venstres folketingsmedlemmer, den lokalt valgte Anne-Mette Christiansen og partiets trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen, til et uformelt blåt infrastrukturmøde på Grenaa Havn.
Men snakken på mødet mest gik om at rulle mere asfalt ud på Djursland for gennem bedre vejforbindelser at skabe udvikling og arbejdspladser, sluttede Peter Høgsberg seancen ved at foreslå, at fremtidens kollektive trafik blandt andet kunne foregå med – ganske vist – mindre fly.
”Vi har en fin lufthavnsstruktur i Jylland og jeg kan sagtens forestille mig, at nogen rejsende gerne vil tage med et fly fra Aarhus til for eksempel Stauning eller Karup,” mente Peter Høgsberg,
Som vil lade luftfartsselskaberne konkurrere med regionalbusserne på andre strækninger end mellem København og lufthavnene i provinsen.
Skal have støtte
Forudsætningen er dog, at den slags kollektiv trafik modtager den samme offentlige støtte som andre former for kollektiv trafik.
”Vi har i lufthavnene alt hvad der skal til, for at få en sådan trafik til at fungere. Trafikken skal foregå i mindre fly. Jeg er sikker på at mange rejsende gerne vil slippe for turen ind i byerne med deres bil. Rejsetiden skal man jo beregne fra det tidspunkt den rejsende forlader sit hus og ikke fra det tidspunkt vedkommende sætter sig ind i et tog,” siger Peter Høgsberg, som forestiller sig passagererne kan stå af og på flyveren som var det en bus.
Korn på lufthavnen
Den nye lufthavnsdirektørs forslag blev ikke genstand for debat på mødet, så derfor er det ikke til at sige, om forslaget bliver genstand for seriøs overvejelser blandt Venstres politikere.
Peter Høgsberg tiltrådte som direktør for Aarhus Lufthavn 1. juli og har gjort sig bemærket med nogle rimeligt utraditionelle forslag.
Blandt andet blev det en af sommerens forsidehistorier, at Peter Høgsberg foreslog at dyrke korn på arealerne omkring Aarhus Lufthavn.
Kritikere mente, at den nye direktør skulle koncentrere sig om at skaffe nogle flyruter og rejseoperatører til den skrantende lufthavn frem for at optræde som kornavler.
En ny idé i kataloget
Peter Høgsberg har siden sin tiltræden som direktør i Aarhus Lufthavn blandt andet nedlagt fem lederstillinger.
”Vi skal lave en fornuftig forretning ud af Aarhus Lufthavn og det kræver, at vi reducerer vores omkostninger. De nye flyruter kommer først, når vores omkostningsniveau er det rigtige,” siger Peter Høgsberg.
Under sommerens ophedede debat om korn eller ej på Aarhus Lufthavn, hævdede Peter Høgsberg det kendte Simon Spies mantra, at ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”.
Selv har han også hævdet over for Adresseavisen, at blot en eller to ud af ti ideer kan bruges, er han godt tilfreds.
En ny idé blev således forleden føjet til kataloget, da han foreslog at indsætte flyvemaskiner i den kollektive trafik.