Fortsæt til indhold

Vindmøllemodstander sejler med en halv vind

Samfund
Af Inge Dorte Mandrup, Fjordvej 6, Kare - kandidat for Venstre i Norddjurs til KV13:

"Henriette Vendelbo mener, at der er 100 procent sikkerhed for, at der vil være miljø- og nabogener ved opstilling af møller i på landjorden. Hvor ved hun mon egentlig det fra?

Der er til dato ingen dokumentation for, at vindmøller giver gener for naboerne. Og det er ikke, fordi der ikke er foretaget undersøgelser. Den gene, enkelte naboer måtte opleve, kan ofte tilbageføres til en i forvejen negativ holdning til vindmøller. Klinikchef Mads Klokker fra Rigshospitalet siger, at fortolkning af støj foregår i hjernen og han har udtrykt det således: ”Jeg har i min klinik ikke mødt en eneste med et problem med støj fra vindmøller. Vi løser ellers opgaver, som ikke kan løses andre steder. Piloter oplever lavfrekvent støj, men har ikke et ”vindmølleproblem”. Undersøgelser har ikke dokumenteret problemet med skadelig effekt eller risiko”. Han udtrykker et klart ”nej” til spørgsmålet, om det er et særligt helbredsproblem forbundet med støj fra vindmøller.

Miljøet får netop fordel af møllerne, da deres elproduktion fortrænger afbrænding af fossile brændsler.
Og den afbrænding er veldokumenteret som kilde til mange mennesker for tidlige død pga. luftforureningen. Siden 1991 har der været faste grænser for, hvor meget møller må støje og siden 2012 har der været grænser for den lavfrekvente støj. Det betyder, at møllerne nærmest ikke kan høres, når det blæser. Og det er jo ellers der, de drejer, så vidt vides…Til sammenligning belaster trafikstøj højere end grænseværdien ca. 785.000 boliger i Danmark. Og hvad er risiciene ved mobiltelefonerne, vi alle sammen render rundt med?

Jeg synes, vi er nødt til at sætte tingene i relief; hvornår kan vi være 100% sikre på noget som helst? Man kan jo blive syg af at gå og være bange for at blive syg. Lad os nu tænke selv i Norddjurs og ikke gå i panik. Lad os sætte os ordentligt ind i tingene. Det er det folkelige engagement, der har skabt det danske vindmølleeventyr. Hvis vi engagerer os lokalt, kan vi alle få gavn af vindmøllerne – en del af møllen skal jo sælges til lokale til en favorabel pris – så der er både penge, klima og visioner i at være med.

Og så synes jeg faktisk, at store møller er smukke og graciøse – specielt fordi vingerne drejer så langsomt. Se bare de tre nye 125 meter høje møller, der står i Haslund syd for Randers. Jeg nyder synet af dem hver dag. Se mit fine billede af dem på ingedorte.dk."