Unge S-kandidater vil forbedre den kollektive trafik på Djursland
Socialdemokraterne Allan Gjersbøl Jørgensen og Jesper Dahl Kjeldgaard foreslår dannet et nyt busselskab på Djursland
Den kollektive trafik har stedmoderlige vilkår på Djursland, og det er et problem for de mennesker, der bor på landet eller et stykke udenfor de større byer og som er afhængig af bustransport, mener to unge socialdemokrater og gamle studiekammerater fra politiker-uddannelsen på Aarhus Universitet, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, Allan Gjersbøl Jørgensen og kandidat i Syddjurs, Jesper Dahl Kjeldgaard, har sammen spekuleret over, om det er muligt at gøre noget mere for den kollektive trafiks muligheder på Djursland. De har opgivet, at Midttrafik udvider den offentlige transport.
Tværtimod konstaterer de, at Midttrafik de seneste år har skåret en række af busruterne væk, og at kommunerne har i flere tilfælde været nødsaget til at overtage driften for ikke at begrænse borgernes transportmuligheder.
En vision om DjursTrafik
Allan Gjersbøl Jørgensen og Jesper Dahl Kjeldgaard spiller ud med et forslag om at oprette et nyt, lokalt og fælles busselskab, DjursTrafik, som skal sikre en koordineret udbygning af bustrafikken på Djursland. Duoen ser DjursTrafik er et centralt element af den udvikling som skal sættes i gang på Djursland.
Selskabet skal være en selvejende institution.
"De to kommuner på Djursland ligner hinanden så tilstrækkeligt meget strukturelt, at det kun giver mening at løse den trafikale udfordring i fællesskab," lyder det fra de to unge socialdemokrater.
Indgangsbønnen har de to formuleret sådan: "DjursTrafik er en vision for Djursland, som vil skabe rammerne for at kunne tage fat på en række af de yderligere udfordringer som Djursland har. For det første, den udfordring som handler om de unges muligheder for at kunne leve et ungdomsliv med fritidsinteresser, sport og arbejde. Det skal være muligt for de unge at komme til og fra fodbold- eller håndboldklubben, ligesom det også skal være muligt for dem at have et fritidsarbejde som ligger længere væk end i cykelafstand."
Lobbyarbejde venter
"Når jeg taler med de unge, er det oftest manglen på gode busforbindelser de nævner som den største hindring for at kunne leve det ungdomsliv, de ønsker," siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
DjursTrafik ser S-duoen også som en lokal spiller, der kan gøre det nemmere at bringe mennesker sammen til større arrangementer.
"De fleste mennesker på Djursland bor udenfor de store byer, det kan vi ikke ignorere. Vi skal give dem bedre muligheder for at deltage i det handels- og kulturliv som foregår inde i byerne," siger Jesper Dahl Kjeldgaard.
"Vi har selvfølgelig ikke været nede i maskinrummet endnu og opstillet detaljerede beregninger, men det må være muligt i en valgkampe at sparke visioner ud i det offentlige rum, som borgere og politiske kolleger kan forholde sig til," tilføjer Jesper Dahl Kjeldgaard, som sammen med partifællen vil bruge den kommende byrådsperiode til at skaffe politisk opbakning til initiativet.
"Det er naturligvis ikke sikkert, at hverken Allan eller jeg bliver valgt, men uanset hvad, vil vi arbejde med at fremme forslaget alligevel."