Uroligheder er uacceptable
Jeg er stærkt bekymret over den seneste tids massive uroligheder i Aarhus V. Vi skal ikke tolerere en sådan opførsel, der skaber utryghed for de andre borgere. Vi skal tværtimod slå hårdt ned på sådan en opførsel. Vi skal bekæmpe kriminalitet og skabe trygge ramme for alle borgere i Aarhus Kommune.
Først og fremmest skal kriminalitet bekæmpes med en massiv forebyggende indsats. Det er et spørgsmål om at føre en aktiv uddannelses-, beskæftigelses- og socialpolitik. Vi skal forhindre, at unge bliver kriminelle i første omgang.
Samtidig skal vi selvfølgelig hjælpe de unge, der allerede er røget ud i kriminalitet. Det skal vi gøre gennem et tæt samarbejde mellem Aarhus Kommune, Kriminalforsorgen og de unge. F.eks. i forbindelse med, at unge bliver løsladt efter at have afsonet en dom. Vi skal sikre at de unge får en god løsladelse og ikke bare falder tilbage i de gamle mønstre.
Man har, som borger et ansvar for at opføre sig ordentligt og følge lovens rammer. Men vi har, som politikere også et kæmpe ansvar for at mindske de sociale skæl i samfundet, der desværre kan føre til kriminalitet.
Vi skal ikke acceptere uroligheder, som dem vi har set i Aarhus V den seneste tid. Vi har alle, som individer og samfund, et ansvar for at bekæmpe denne opførsel.