Lokalpolitisk sprængstof - nu røg vores bibliotek
"For en ”måske” kommende byrådspolitiker her fra Mørke, ligger det mig meget på sinde, at fremkomme med mit syn på den varslede lukning af vores Bibliotek her i byen.
Hvor er det ærgerligt, hvor er det skadeligt for vores by, at en sådan beslutning er truffet, når det der spares er peanuts. Sølle 236.000 kr forventer man sparet på løn. For på lokale, lys og varme spares intet, idet stedet i forvejen servicerer folkeskolen og Firkløverskolen. Altså må jeg konstatere, at denne lukning er truffet på et spinkelt grundlag. Mit spørgsmål er også, bliver de to medarbejdere så fyret. Eller hvor ligger besparelsen gemt henne?
Lige nu er hele byens befolkning engageret i en byfornyelse, byforskønnelse. Det kunne måske også tiltrække nye familier og virksomheder. Derfor er en lukning af byens bibliotek en bombe under vores grundlag for, at skabe en by i vækst. Skabe en by, som kan tiltrække ressourcestærke familier og virksomheder, alt sammen noget, som kan give vækst og liv i byen.
Kan vi tiltrække nye borgere, når vi nu bombes ned, med en lukning af vores bibliotek?
Det er så ærgerligt med denne beslutning, når vi har fået at vide, vi kan få penge til byfornyelse, og samtidig skal finde ud af, om vi kan få et kulturhus, samlingssted for byens borgere.
Med den stigende digitalisering fra de offentliges side, mener jeg, at et bibliotek netop kan fungere som det sted, hvor borgere der ikke har en pc, eller ikke kan bruge den, kan gå hen og få hjælp.
Vi udelukkes hermed for sådanne muligheder.
Hvorfor kunne vi ikke få tilbudt et bibliotek uden personale, men hvor vi selv kunne lukke os ind? Jeg ved nogle byer har sådanne steder.
Her i Mørke har vi allerede gjort rigtig meget for trivsel og sammenhold. Ja selv for en forskønnelse af vores triste hovedgade. Her har en hel masse borgere og virksomheder betalt hver 100 kr til blomster i kasser langs med hovedgaden. Flere borgere har brugt tid på at rydde op flere steder i byen. Vores ”Mød Os I Mørke” dage er en kæmpe succes. Strikkeglade damer har lavet udsmykning i gaderne med skønne strikkerier. Hvorfor skal vi nu kæmpe for vores bibliotek også. Ja kampen er nok tabt. For vi fik ikke lov at blive hørt.
Ved kommunesammenlægningen blev vi lovet besparelser på bl.a. administrationsomkostninger. Men er der skåret ned på antal af medarbejdere? Har vi skåret ind til benet? Denne indikation af, at større kommuner også automatisk gav besparelser, vil jeg gerne have oplyst.
For en tydelig høst af de kommunale stordriftsmetoder er ikke belyst, eller tilgængelig nok materiale for os borgere. Hvor henne kan det ses, at fornuften har sejret, og stordriftens rationaler indenfor de økonomiske rammer nu også har vundet.
Jeg kan ikke lade være med at give et åbenlyst eksempel på stordriften.
Kender i Djurs Mad, har I hørt om Djurs Mad, har I hørt om, hvilken bundløs kasse, vores penge her havner i. 10-11 millioner på bare 2 års drift.
Ja og samtidig med der smides ud af vores penge, så gider folk ikke købe maden derfra. De gider ikke spise den frosne mad, der skal opvarmes igen.
Det er så bare et eksempel på, hvordan stordriften i kommunen fungerer. Det er fælt at skulle synke sådan noget, drøbelen fik hoste."