Christian Gleerup har hverken modet eller visionerne

"Christian Gleerup proklamerer på Venstres vegne, at de har modet og visionerne til at skabe rammerne for Danmarks bedste folkeskole (Lokalavisen 5.okt.). Nu har Venstre på landsplan op igennem 00'erne gjort sit til at styrke mit immunforsvaret over for store armbevægelser og vidtløftig selvglæde, når de proklamerede økonomi i verdensklasse og danmarkshistoriske rekorder i velfærd. Men Christian Gleerups artikel får dog mit floskelmeter til at ryge op i det røde felt og bede om at få byttet de tomme fraser ud med nogle sætninger, der har hold i virkeligheden. Det gælder f.eks.
"Vi skal give folkeskolerne mulighed for at udvikle sig og blive bedre – der er masser af virkelyst, tanker og ideer hos lærer og ledere, men rammerne er der ganske enkelt ikke. Det skal vi rent politisk gøre noget ved."
Gleerup holder sig heller ikke for god til at bruge et debattrick, hvor man tildeler sine politiske modstandere egenskaber og holdninger, som de ikke er i besiddelse af, for så selv at kunne træde frem på scenen i et gunstigt lys, som en strålende modsætning til dem. Det sker for eks. når han skriver:
"Er vi virkelig blevet så bange for forandring, at vi hellere lader stå til og afventer en kuldsejling af hele skoleområdet, end at vi sætter os ned og kigger på hvordan vi kan gøre det bedre? Det lader desværre til at være tilfældet for nogle af de nuværende politikere der tilsyneladende har svært ved at forholde sig til nødvendigheden af ændringer - i hvert fald så længe at et valg er umiddelbart forestående."
Jeg lægger mærke til, hvordan Gleerup glider fra 'vi' til 'nogle af de nuværende politikere' for at slutte af med lige at få antydet, at de ikke blot er bange for forandringer, men også er nogle vendekåber, der nok vil mene noget andet efter den 19. november.
Det er meget vanskeligt at få gang i en debat med konkret indhold, der kan være et solidt grundlag for beslutninger, når den føres i den form som Gleerup her præsenterer, og det bliver da helt umuligt, når han beskylder de andre partier for at bruge krystalkugler, og at de lover, at verden vil dufte af vanilje og smage af mormors hjemmelavede budding de næste mange år. Hvad er der i øvrigt i vejen med den duft, og hvorfor skal vi andre plages med, at Gleerup tilsyneladende har et traumatisk forhold sin mormors budding?
Og helt galt bliver det, når floskelkanonen tages i brug, og der fyres fra hoften: "vi har til gengæld en plan for hvordan vi kan imødekomme de helt faktuelle omstændigheder – nemlig lavere børnetal og ikke mindst en række krav i folkeskolereformen, som vil skabe udfordringer på flere forskellige plan, herunder lærekapaciteten, i de kommende år. Vi bliver simpelthen nødt til at se realiteterne i øjnene og så få vendt skuden mens der stadig er tid til at gøre det med en positiv udvikling for øje."
Efter at Gleerup vender skuden og har fået øje for den positive udvikling, så får endelig at vide, hvori visionen består: Sammenlægning af mindre skoledistrikter! Hvis jeg skal sige det venligt, så tager et sådant forslag slet ikke hensyn til de mange praktiske konsekvenser og usikkerheder m.h.t., hvilke skoler børnene skal gå på og hvor længe og en række andre problemer, som f.eks. Lasse Dalén har beskrevet her i avisen. Samtidig sælger Gleerup i denne sammenhæng ud af den demokratiske dialog og overlader det til ledelsen at optimere driften og klassestørrelserne. Og selv om tro efter sigende kan flytte bjerge, så er det en lidt fattig begrundelse vi bliver præsenteret for:
"Det tror jeg personligt på vil kunne give nogle store fordele og en lang række af synergier."
Det er godt, at Venstre her i slutningen af valgperioden for alvor har meldt sig ind i debatten om folkeskolen i Norddjurs, men det vil være en yderligere gevinst, hvis bidraget kunne bestå i andet end selvfølgeligheder ("På sidstnævnte område gælder det i høj grad om at indgå i en tæt dialog med både skoleledere, lærere, forældre og elever") og beskrivelser af de øvrige politikere som vaniljeduftende spåkoner, der spiser budding."