Venstre støtter selvfølgelig Kattegatcentret
"I Inger K. Andersens læserbrev af 15.10.13 tillægges Venstre en holdning ud fra én enkelt kandidat blandt tilhørerne på det omtalte kulturpolitiske debatmøde. Lad mig slå fast: Venstre har hele tiden bakket op om Kattegatcentret og vil det også fremadrettet.
Senest ved sidste ordinære kommunalbestyrelsesmøde den 17.9.12 støttede Venstre et ekstraordinært tilskud på kr. 3 mill. Kattegatcentret er et allerede veletableret kendt brand med 133.000 besøgende i 2012, hvilket tegner et positivt billede af Norddjurs kommune. De besøgende betaler ikke blot entrébillet. Flere af dem er på ferie i området og besøger desuden andre attraktive tilbud, hvilket giver positivt afkast til lokale handlende.
Kattegatcentret og det fremtidige 'Havets Hus', som er en udvidelse af Kattegatcenteret, kommer til at rumme oplevelse, formidling og forskning. Alt dette i regi af en satellit af Århus Universitets havbiologiske forskning. Et ambitiøst projekt til kr. 120-160 mill., som også vil skaffe lokale arbejdspladser. Helt i tråd med Venstres politik om at støtte etablering af blivende arbejdspladser. Venstre har flere gange kraftigt påpeget vigtigheden af, at fonde og samarbejdspartnere tydeligt får fortalt, at Norddjurs Kommune er villig til at støtte projektet med et anseeligt beløb.
Så, Inger, kom med din kritik, hvis den er velbegrundet og lad os i stedet stå sammen om dette vigtige kulturtilbud. Medmindre altså, du er interesseret i at signalere, at en stemme på dit parti ikke er en stemme til den borgerlige fløj?"