Fem nye i Nationalparkbestyrelse
Miljøminister Ida Auken har med udpegningen af fem nye ansigter til Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse sikret, at den ikke går kold
Det er helt efter bogen, at miljøminister Ida Auken (SF) har rystet posen og udpeget fem nye til Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse for de næste fire år.
Et bestyrelsesmedlem, kan ligesom en amerikansk præsident, nemlig kun sidde med ved bordet i maksimalt to perioder, så hvis ikke miljøministeren skiftede glidende ud, ville hun næste gang være tvunget til at hive samtlige ud af bestyrelsen og erstate hele bundtet med friske kræfter.
Det ville af indlysende årsager have begrænset kontinuiteten i arbejdet og reelt gjort det nødvendigt at kickstarte foretagendet på ny.
Det er de myndigheder og organisationer, der er repræsenteret i bestyrelsen, som har indstillet kandidater til ministeren, der derefter har udpeget den endelige bestyrelse.
Post fortsat formand
Erling Post, der også repræsenterer Venstre i Syddjurs Byråd, og gerne vil gøre det igen, hvis vælgerne vil, i de kommende fire år, blev udpeget af ministeren i juni 2013 til at tage endu en tørn på posten som bestyrelsesformand.
Efter lidt vaklen i geledderne til at starte på virker det til, at bestyrelsen nu trækker på samme hammel.
Den første periode blev brugt til at en første Nationalparkplan for perioden 2012-2018.
Nye opgaver venter
Bestyrelsesformanden ser nu frem til at tage et skridt længere med den nye bestyrelse.
"Vi har i denne bestyrelsesperiode dels lavet en nationalparkplan – det tog 2½ år - dels været i drift i omkring halvandet år, hvor vi primært har arbejdet med de projekter og ansøgninger, som vi har modtaget udefra. I den næste periode bliver det en kombination af ansøgninger og projekter udefra og projekter, som initieres af bestyrelsen selv på basis af det, der står i vores nationalparkplan," siger Erling Post.
Den ny bestyrelse træder sammen første gang ved et bestyrelsesseminar 2. november.