Både ung og gammel er med i budgettet
"Så er Budget 2014 vedtaget af en samlet kommunalbestyrelse. Et flot og bredt budget.
Der er bl.a. afsat midler til at gennemføre den nye folkeskolereform, så vi kan sikre en kvalificeret gennemførsel af reformen. Det er en spændende fælles udfordring, der skal styrke både fagligheden og trivslen i folkeskolen. Til at understøtte dette er der også midler til et markant kompetenceløft for medarbejderne frem til 2020. Og midler til at nedsætte forældrebetalingsdelen i SFO og i pasningstilbud til børn 4. – 10. kl. der går i specialskoler og specialklasser.
Budgettet investerer også i nye ungdomsuddannelser, "Mad til mennesker" i Grenaa og ny VidenDjurs afdeling i Auning med uddannelser indenfor oplevelsesøkonomi. Og i yderligere ungdomsboliger i Grenaa samt ungdomsunivers i den gamle arrest i Grenaa. Der er også midler til en styrkelse af den forebyggende indsats for at bekæmpe misbrug og kriminalitet i kommunens ungemiljøer. Og til at åbne et juniorklubtilbud i midten af kommunen samt styrke Sundhedsplejens tidlige opsporing og forebyggende indsats.
Der er også tænkt på de yngste borgere, som skal have ordentlige legestueforhold. Og på at integrere vuggestuepladser fra den nye daginstitution ved Kattegatskolen i en eksisterende børnehave. Dette for at sikre at børnene kan fortsætte i børnehave i den samme institution.
Borgere med handicap får mulighed for at få ledsagelse af en kommunal medarbejder på ferieture. Og til forbedringer på psykiatri- og demensområdet for at styrke de særlige demensenheder samt midler til vedligeholdelsestræning i kommunens plejecentre og etablering af aktvitetscentre i Posthaven, Violskrænten og Møllehjemmet og nye lokaler til hjemmeplejen i Glesborg.
Også erhvervsudviklingen styrkes ved ansættelse af en ny medarbejder, der skal være med til at sikre optimal udnyttelse af kommunens erhvervspotentialer og styrkelse af Djurswindpower samarbejdet.
Det er helt klart et flot budget med fremtid i."