Fortsæt til indhold

Radikal ræv havde nærlæst vejrudsigten

Det Radikale Venstre i Syddjurs ventede med at kravle i lygtepæle til mandagens storm havde raset af

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Carsten Bech, Radikale Venstres mastermind på Djursland i en lang årrække, havde anbefalet sine radikale partisoldater i Syddjurs at vente med at hænge valgplakater op.
Mens de øvrige kandidater sad derhjemme fredag aften og ventede på, at Jens Olsens Verdensur skulle slå 24, var Det Radikale Venstres fodfolk allerede kravlet til køjs.
Carsten Bech havde nærlæst vejrudsigten for de kommende dage og set, at der var storm på vej over Danmark mandag aften.
"Vi satte et par enkelte plakater op lørdag for lige at markere, at vi er klar, men resten blev i depotet og sat op i dag tirsdag, hvor stormen havde lagt sig," fortæller Carsten Bech.
Så mens flere af kollegerne tirsdag var ude for at tjekke omfanget af stormens skader på valgplakaterne, kunne Carsten Bech & co. sætte deres resterende valgplakter op - sikkert med et lille smil på læben.