Fortsæt til indhold

Himmelråbende smøleri i byggesager

Samfund
Af Carlo F. Christensen, Kastbjergvej 15, Glesborg, kandidat for Liberal Alliance til KV13:

"Norddjurs Kommune vil være erhvervsvenlig. Norddjurs Kommune vil fremme beskæftigelsen. Flotte mål, men hvordan er virkeligheden.
Når man taler med håndværkere, landmænd og erhvervsfolk, der i forbindelse med deres erhverv har brug for byggesagsbehandling, er der meget utilfredshed med kommunens lange behandlingstider. Landbrugsbyggeri-ansøgninger op til 2 år, og almindelige byggeansøgninger op til flere måneder.
Det sidste eksempel et af mine firmaer har oplevet i forbindelse med en byggetilladelse i Norddjurs Kommune, er en behandlingstid på 14 uger for at få at vide, at byggeriet ikke krævede tilladelse.
Det pågældende projekt med en entreprisesum på knap en million kroner var meget tæt på at blive aflyst, da bygherren blev frustreret over ikke at kunne komme i gang med projektet inden vinter.
I forløbet forsøgte håndværkeren at få oplyst, hvor langt sagen var. Overhovedet at få kontakt til byggesagsbehandler var en kamp i sig selv på trods af kommunens nye borgervenlige hjemmeside, som for brugeren opleves, som om kommunen ikke ønsker at blive forstyrret af sine borgere.
Da ansøger endelig fandt vej til byggesagskontoret, var meldingen, at der skulle påregnes 12 ugers behandlingstid.
Efter 12 uger kontaktede håndværkeren igen kommunen og fik at vide, byggesagsbehandlingen ville starte den følgende uge. ENDELIG , efter 14 uger kom svaret fra kommunen "det ansøgte kræver ikke tilladelse".
Hvis dette havde været "en enlig svale" var det til at leve med. Men forløbet er desværre mere reglen end undtagelsen.
Umiddelbart kunne læseren fristes til at lægge skylden på kommunens medarbejdere, men jeg tror ikke, der er almindelige medarbejdere, der ser det som sin opgave at give dårlig service.
En hurtig, ordentlig og smidig sagsbehandling tager udgangspunkt i politisk og administrativ ledelse. Det er overordnet politikerne, der skal udstikke mål og den administrative ledelse, som skal føre målene ud i livet.
Det er mit håb, at jeg kan være med til at få Norddjurs Kommune til at være et velfungerende serviceorgan til gavn for borgerne og beskæftigelsen i vores kommune."