Politisk damemøde på Café Brødflov
Seks ud af 27 politikere i Syddjurs Byråd er kvinder. Det skal der laves om på, og derfor inviterer en række af de kvindelige kandidater på tværs af partiskel til vælgermøde en lørdag på Café Brødflov og på gaden i Rønde under overskriften: ”Stem flere kv
"Hvis kvinder er massivt underrepræsenterede, risikerer vi, at der opstår blinde vinkler. Problemer der overses, fordi man ikke selv støder på dem i sin hverdag. Præcis ligesom det ville være et problem, hvis politik kun var for kvinder," lyder det fra Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen.
"Kvinder er tit alt for tilbageholdende, når det gælder en politisk karriere - bare tro på jer selv og kast jer ud i det," supplerer den konservative MF'er Vivi Kier.
Kampagneweekend
To af flere citater på Kvinderådets hjemmeside ment som et indspark til kommunalvaget.
Det er vigtigt for lokaldemokratiet, at kvinders meninger og erfaringer kommer langt mere i spil i det kommuenalpolitiske Danmark, og at visionerne for landets kommuner og regioner samt tilbud til borgerne udarbejdes af både mænd og kvinder, mener man i Kvinderådet, der har udnævnt weekenden 1.-3. november til national kampagneweekend for kvindelige kandidater.
Syddjurs kvinder mødes
På initiativ af SFs byrådsmedlem Marianne Als Nielsen har mange kvindelige kandidater i Syddjurs taget handsken op og planlagt at markere kampagneweekenden med en fælles komsammen på Cafe Brødflov i Rønde lørdag 2. november fra klokken 10 til 13.
"Kandidaterne vil være at finde i Cafeen og på gaden med uddeling af valgmateriale, og vi håber, at de bliver godt modtaget," siger Marianne Als Nielsen, der har fået positiv respons fra kvindelige kandidater fra SF, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre.
Om hendes partifælle, Syddjurs borgmester Kirstine Bille, dukker op, melder historien ikke noget om, men mon ikke?
Kirstine Bille er en af 17 borgmestre på landsplan, der er af hunkøn, og sammen med Bente B. Larsen fra Det Konservative Folkeparti og Laila Sortland fra Dansk Folkeparti de eneste kvindelige spidskandidater ved kommunalvalget i Syddjurs.
I det nuværende byråd er der ud over Kirstine Bille og Marianne Als Nielsen, også Anette Quist Busk (S), Ninna Thomsen (Borgerlisten), Marianne Kierkegaard og Karen Østergaard (begge V), der er kvinder.
De øvrige 21 er mænd.