Alfred cyklede 26 kilometer på under en time
Sponsorcykelløb til fordel for Gjerrild-Bønnerup Friskoles Venner
65 deltagere cyklede tilsammen over 30.000 kroner ind, da ”Gjerrild-Bønnerup Friskoles Venner” sidste fredag, 4. oktober afholdt sit første arrangement, et sponsorcykelløb. Hver af deltagerne havde skaffet sponsorer, der betalte et bestemt beløb for hver cyklet kilometer.
Deltagerne var i alderen 4 til 65 år. De små kørte på en 500 meter bane, og de store skulle køre Gjerrild rundt.
Vinder af den gule førertrøje blev for de mindste Bjarke Christensen, mens skoleeleven Alfred Hestbech kørte længere end nogen voksen og med sine tilbagelagte 26 kilometer på 52 minutter gjorde sig fortjent til den gule trøje.
Pengene går til venneforeningens ”Ønskebrønd”, hvorfra der skal øses midler op til elevbestemte formål. Fra venneforeningen understreges, at disse midler er skarpt adskilt fra Friskolens i øvrigt sunde økonomi.
Den endelige prisoverrækkelse af sponsorvinderen bliver overrakt ved en ceremoni efter efterårsferien til friskolens morgensang.