ETK Køge vinder pris for godt arbejdsmiljø
KØGE: Den alternative miljøpris gives til en organisation, som har gjort et ekstraordinært stort arbejde indenfor arbejdsmiljø. Den pris har ETK i Køge nu vundet.
ETK i Køge har godt 65 medarbejdere fordelt på mange forskellige opgaver, og for langt de fleste opgaver gælder, at de foregår på lokationer rundt i hele Køge Kommune. Det betyder, at folkene dagligt er spredt over store arealer og ikke mindst derfor er arbejdsmiljø både ekstra vigtigt, men også en ekstra kompliceret opgave.
Allerede i 2010 tildelte Arbejdstilsynet ETK den særlige kronesmiley, som er anerkendende af, at ETK har gjort en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard.
Den alternative miljøpris som ETK netop har modtaget ved en prisoverrækkelse på 3F's kongres i september, er bl.a. et udtryk for, at ETK har reduceret deres sygefravær og arbejdsskader markant.
Men ifølge ETK's Arbejdsmiljøleder Trine Landboe-Christensen handler arbejdsmiljø om andet og mere end blot sikkerhed:
- Sikkerhed i dagligdagen er utrolig vigtigt! Det giver tryghed og sikrer de bedste arbejdsrammer. Men arbejdsmiljø handler også om de mere bløde værdier som sammenhold og medindflydelse.
Trine Landboe-Christensen fortæller, at man i ETK har oprettet selvstyrende grupper, hvilket giver større indflydelse på egne arbejdsområder. Desuden deltager medarbejderne i forskellige sundhedsfremmende projekter, såsom ”Vi cykler på arbejde”, DHL og Danmarksstafetten. Det hjælper ikke blot medarbejderne til et stærkere helbred, men giver også hele teamet nogle fælles oplevelser med et stærkt sammenhold til følge.
- Det er vigtigt, at vi også kender vores kollegaer som de mennesker de er. Det giver større forståelse og gensidig respekt, og dermed et langt stærkere team. Det er vigtige faktorer, når man f.eks. skal ud og køre midt om natten i en snestorm og stadig holde humøret højt, siger Trine Landboe-Christensen.
pm