Fortsæt til indhold

Leif Lahn Jensen maler et skræmmebillede

Samfund
Af Laurits Hougaard, Venstre Norddjurs - kandidat til KV13:

"Leif Lahn Jensen skriver i et læserbrev i Djursland Weekend, at med Venstres forslag om nulvækst i den offentlige sektor, vil der i de to Djurslands kommuner skulle fyres 208 medarbejdere.
Nulvækst i den offentlige sektor er ikke ensbetydende med tab af arbejdspladser. Der skal jo stadig udføres de samme funktioner. Spørgsmålet er dog, om ikke visse ting kan gøres mere effektivt.
I Venstres optik betyder nulvækst, at kommunens budgetter pris- og lønfremskrives med den årlige inflation. Den offentlige sektor skal ikke vokse, men den har den samme købekraft fra det ene år til det andet. Så det skræmmebillede, som Leif Lahn Jensen tegner med, at der skal fyres 208 personer i de to Djurslands kommuner, kan hermed fuldstændig tilbagevises.
Det Venstre vil, er til gengæld flere arbejdspladser i den private sektor. Det skal gøres attraktivt for virksomhederne at investere.
Hvis ikke den private sektor styrkes med mere produktion og eksport, og dermed flere arbejdspladser til følge, vil vi ikke i det lange løb kunne opretholde vores velfærd.
I Leif Lahn Jensen’s verden hersker øjensynlig kun flere offentlig ansatte og højere skatter."