FC Djursland tabte tæt bunddyst i Skanderborg
På et mål i kampens sidste minut vandt FC Skanderborg bundopgøret mod FC Djursland med 4-3
FC Djursland var uden Joachim Godtfred (ferie) samt Jeppe Juhl Jensen og Søren Winther i lørdagens bunddyst mod Skanderborg på udebane.
Jeppe Juhl Jensen er snart klar igen efter en skade, men Søren Winther afventer en operation for en skade i knæet.
På målmandsposten havde Andreas Bang taget over i stedet for Lasse Pedersen, og ellers så startopstillingen ud som i foregående kamp bortset fra, at Sebastian Konrad spillede på kanten i stedet for Nicolai Christensen, som dannede makkerpar med anfører Morten Hjorth på den centrale midtbane.
Kristian Kaagh tændte håbet
FC Djursland var bagud 3-1 kort før halvtid i opgøret, men Kristian Kaagh tændte nyt håb med en reducering lige inden pausen.
Det var også Kaagh, der i det 19. minut udlignede til 1-1.
Efter pausen kom FC Djursland godt igen, og stopperen Michael Pedersen fik udlignet lige omkring den halve time.
Blot godt fem minutter senere blev FC Djursland svækket, da anfører Morten Hjorth modtog sit andet gule kort, og så var det marchordre.
"En lidt hård dom, men den kunne forsvares," fortæller FC Djurslands sportschef Jan Thomsen.
11-10 holdt gæsterne stand frem til det 90. minut, så nettede hjemmeholdets Mathias Aakjær til 4-3, og dermed ligger FC Djursland fortsat på jumbopladsen i 2. division Vest.
Der er nu fire point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
Evaluerer, når efteråret er færdigspillet
Sportschef Jan Thomsen fortæller, at den køreplan, som FC Djursland meldte ud, da man fyrede duoen Anders Bjerre og Frederik Tøgersen for en måneds tid siden, fortsat følges.
"Jesper Borup og Brian Engelund har virkelig taget flot over som trænere, og der bliver gået til den på træningsbanen," fortæller Jan Thomsen.
"Jeg ved også, at spillerne er glade for dem, men vi er fortsat enige om at evaluere forløbet, når sidste kamp er spillet i efteråret."
"Det vil vi gøre i samarbejde med spillerne, så både ledelse og spillere er enige om, hvordan vi griber tingene an i foråret."
Jan Thomsen vil bestemt ikke afvise, at Jesper Borup og Brian Engelund fortsætter som makkerpar i foråret.
"Men vi skylder både dem og spillerne at lave en grundig evaluering," understreger Jan Thomsen, der erkender, at situationen i bunden af rækken ser træls ud.
"Nu er det svært at forlange, at vi skal have point i den og den kamp, men alle kan selvfølgelig se, at får vi 4 point i de to sidste kamp mod Skovbakken og Sydvest, har vi et godt oplæg til anden turneringshalvdel."