Frygter konstant for selvmordstruet datters liv
"Det er altødelæggende".
Så klart kommer svaret fra Ditte Thelin Christensen på spørgsmålet om, hvordan der er at være mor til en pige som 15-årige Julie, der i sidste uge skabte overskrifter i alle landets medier, fordi hun i otte døgn havde været stukket af fra opholdsstedet Fårupgaard i Jelling ved Vejle, hvor hun er anbragt.
Julie var søgt mod København, ligesom hun har gjort så mange gange før. Hele 30 gange har hun nemlig været stukket af de seneste 1½ år, og hver gang efterlader det familien frustrerede og bange for, hvad der kan ske med hende.
"Det er forfærdeligt at sidde og vente på livstegn. Nu har vi efterhånden prøvet det en hel del gange, men det er aldrig noget, man vænner sig til. Tværtimod er mine nerver efterhånden total ødelagte. Jeg har fået angst, som viser sig ved, at jeg er bange for at miste folk rundt om mig," siger Ditte Thelin Christensen, som er sygemeldt på andet år, fordi hun ikke kan fungere ordenligt på en arbejdsplads, når Julie hele tiden stikker af fra opholdsstedet ved Jelling.
"Når hun har det dårligt, lukker hun mentalt fuldstændigt ned og bliver dysfunktionel. Hun har tidligere skåret i sig selv, haft selvmordstanker og set syner, og på nogle af hendes tidligere "springture" har hun prostitueret sig selv for at få penge til at leve for," siger Julies mor til Lokalavisen.dk.
Julie er frivilligt anbragt på opholdsstedet Fårupgaard, som moren anerkender gør et rigtigt godt arbejde for hendes datter, men Julie har det med at brænde sine broer til dem, som viser hende tillid. For nyligt blev hun overflyttet til en afdeling med mere frihed. En frihed, som skulle føre til et tilbud om en ungdomsbolig inden længe, men den seneste flugt har gjort, at Julies mor tvivler på, at det er den rigtige vej at gå.
"Julie er godt klar over, at hun skal have hjælp og alle beslutningerne om hende, er foretaget med hendes accept, men vi er nået til, at vi måske må tale med kommunen om at få omstødt hendes anbringelse, så den ikke bliver frivillig, for hun er jo til stor fare for sig selv, når hun stikker af," siger Ditte.
Julies seneste forsvinden sluttede onsdag i sidste uge, da hendes far fandt hende på Christiania, efter et tip over Facebook. Hvad der skal ske med Julie fremover er endnu uvist.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg - KLIK HER