Fortsæt til indhold

Stærke Skive en klasse bedre end FC Djursland

FC Djursland var godt med i de første 25 minutter, men så kom Skive for nemt til to scoringer og så sig ikke siden tilbage

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Skive tordner derudaf i 2. division Vest. Topholdet vil tilbage til NordicBet Ligaen, og det kan ikke gå hurtigt nok.
I lørdagens kamp mod skibbonitterne på Grenaa Stadion var FC Djursland godt med i de første 25 minutter og spillede med masser af optimisme og glød. Hjemmeholdet kom også frem til et behjertede forsøg, mens topholdet allerede fra første minut viste, at holdets boldomgang og kvalitet i pasningerne var på et meget højt niveau.
Hjemmeholdet formåede dog via en kompakt organisation i holdets stramme 4:4:2 formation at lukke topholdet pænt ned og forhindre Skive i at komme til chancer i starten af kampen.
Da Skives rutinerede John Dyring (tidligere superligaspiller i Viborg) fra 25 meters afstand sparkede dybt i kuglen med venstrebenet efter 26 minutter, var der ikke tale om en chance, men kuglen sejlede alligevel alt for nemt over Lasse Pedersen i FC Djurslands mål og videre i nettet. Keeperen var ganske enkelt kommet for langt ud af målet.
Blot to minutter senere straffede topscorer Anders Hostrup en dårlig clearing fra hjemmeholdets side ved at sparke bolden i nettet med venstrefoden i det lange hjørne.
To scoringer, som FC Djursland aldrig formåede at komme sig over.

På cruise control

Efter pausen dominerede gæsterne i store perioder, og FC Djursland spillerne kom til at løbe meget forgæves i gæsternes kombinationer.
Skive var ekstremt dygtige til at spille på 1.-2. touch og finde folk i mellemrummene, der hurtigt blev retvendte, mellem især midtbane- og forsvarskæde.
Vendte man ryggen til i to minutter, kunne man som tilskuer nyde efterårs-lyden af hårde pasninger, der blev slået med fynd, klem og kvalitet. Det sagde "bang" hver gang, bolden blev sendt videre fra en Skive-fod til en anden Skive-fod.
Den tidligere superligaspiller i Randers FC, Nicolas Bøgild, helflugtede efter 63 minutter endnu en clearing ud midt i banen i kassen til 3-0 med sådan et brag, at nettet bag Lasse Pedersen foldede sig helt ud , og da Mads Eriksen i en helt fri position pandede en hjørnesparksbold i nettet til 4-0 efter 67 minutter, frygtede man for alvor for bundholdets skæbne.
Det blev dog kun til en enkelt scoring mere, da Skives indskiftede Dustin Clifman Corea Garay, 1 A-landskamp for El Salvador, flot sparkede en medløbsbold op i krydset til slutresultatet 5-0.

Forskellen på top og bund

Resultatet 5-0 lyver naturligvis ikke. Skive var en klasse bedre end FC Djursland, og det er svært at se, hvem der skal forhindre et semiprofessionelt hold som Skive med 5-6 ugentlige træningspas i stængerne i at rykke tilbage til NordicBet Ligaen.
Hos hjemmeholdet, der efter trænerskiftet også har skiftet kaptajn - Morten Hjorth har overtaget bindet fra Joachim Gotfred - imponerede lynhurtige Simon Skibsted i perioder med sit glidende løb med bolden. Han var i tanke og spilopfattelse modstanderne jævnbyrdige, og fem minutter før tid havde han også en flot afslutning fra 20 meter, der desværre for ham og kammeraterne ramte overliggeren.
Også venstreforsvareren Casper KP Petersen hævede sig over gennemsnittet med en energisk og kampivrig indsats.
Joachim Gotfred, der spillede på den centrale midtbane sammen med Morten Hjorth, modtog en advarsel efter 50 minutter, og umiddelbart efter 4-0 scoringen blev han afløst af Sebastian Konrad.

Konrad kom ind på kanten, og Nicolai Christensen som i store dele af kampen var for usynlig, talentet taget i betragtning, kom ind centralt, hvor han tydeligvis befinder sig bedst, fordi han her automatisk får de flere kontakter med bolden, der hæver hans spil.
Også unge Rasmus Jensen, nyoprykket U19 spiller, kom på banen med ti minutter igen i stedet for topscorer Simon Elkjær Nielsen.

Tre afgørende spillerunder

FC Djursland er fortsat bundprop i 2. division Vest med blot 7 point for 12 kampe. Holdet kan glæde sig over, at bejlerne til nedrykning også tabte deres kampe.
Overbygningsholdets skæbne afgøres reelt i de kommende tre spillerunder før julepausen.
I næste spillerunde gælder det nummer næstsidst, Skanderborg (ude), weekenden efter gæster Skovbakken Grenaa Stadion, før FC Sydvest 05 Tønder venter på udebane i årets sidste opgør.
FC Sydvest 05 Tønder er en overbygning mellem moderklubberne Løgum IF - Fodbold, Tønder SF - Fodbold, Ballum IF og Bredebro IF. Holdets trænes af den tidligere superligaspiller i OB og Silkeborg, Ulrik Pedersen, og har den tidligere superligaspiller i SønderjyskE, Jacob Stolberg, som mest kendte navn.
FC Djursland skal hente 5-6 point i de tre kampe for at få et godt afsæt til anden turneringshalvdel som begynder til april 2014.